Større tekst
- 100% +
Læs op

50.000 kroner til frivillighed og foreningsliv i Odense

28. oktober 2021

Forslagene var mange og gode. Men det blev Odenses ishockeyhold for krigsveteraner, Bolbro Håndbold, Fynsk Kvindetennis og Frie Fugle – de blå spejdere i Odense, som fik del i de 50.000 kroner fra Middelfart Sparekasse i Odense.

– Jeg har prøvet at vælge nogle forskellige typer af organisationer og formål, så donationerne nåede bredt ud. Og så har jeg prøvet at vælge nogle foreninger, der måske ikke har så meget erfaring med at søge midler og legater. Så jeg håber, det kan gøre en stor forskel for dem. Et fælles træk for dem alle er, at det er foreninger, som gør noget for andre.

Sådan forklarede Kia Fryland Nielsen sine valg, da hun i sin egenskab af repræsentantskabsmedlem i Middelfart Sparekasse havde fornøjelsen af at uddele i alt 50.000 kroner til velgørende formål i lokalområdet. Ud af en lang række indstillinger fra Sparekassens garanter havde hun besluttet, at pengene skulle fordeles mellem fire forskellige initiativer. Nemlig Odenses ishockeyhold for krigsveteraner, Bolbro Håndbold, Fynsk Kvindetennis og Frie Fugle – de blå spejdere i Odense.

10.000 kroner til spejderkassen

– Frie Fugle er en spejderforening, som laver aktiviteter for børn og unge fra 3 til 24 år. Det er friluftsaktiviteter, der skaber sammenhold og styrker børnenes sociale kompetencer, forklarer Line Christensen og Laura Friis Christensen, som modtager donationen på vegne af spejdertruppen.

De ved dog endnu ikke, hvad pengene skal bruges til.

– Det skal vi hjem og snakke med vores bestyrelse om. Vi er meget glade for pengene. De gør, at vi kan lave noget ekstra godt spejderarbejde og købe ind til nogle af vores aktiviteter og holde brugerbetalingen nede, når vi skal på tur. Så kan alle spejderne komme med. Også dem, der måske ikke har så mange penge derhjemme. Men vi skal selvfølgelig hjem og snakke med vores bestyrelse, inden vi får alt for mange gode ideer, siger Laura Friis Christensen.

Håndboldklub med fokus på fællesskab

Bolbro Håndbold har gennem en årrække langt mange kræfter i at opbygge en stærk ungdomsafdeling. En indsats, som takket være klubbens mange frivillige, har båret frugt.

– Vi har en masse ungdomshold og et stærkt fællesskab i klubben. Men vi har været lidt hårdt ramt af corona, da vi ikke har kunnet komme til at spille i hallen, fortæller klubformand Lise Maria Elkrog-Hansen, som sætter stor pris på de 20.000 kroner, klubben har modtaget fra Middelfart Sparekasse.

– Vi er vildt glade for donationen. Jeg tænker, at vi vil bruge pengene på at skabe noget mere værdi for vores medlemmer i denne tid, hvor vi ikke har kunnet dyrke vores sport, som vi plejer. Men jeg kender ikke formen på det endnu. Måske bliver det på de enkelte hold eller i fællesskab. Det bliver i hvert fald noget, hvor vi kan være sammen og styrke fællesskabet igen, siger hun.

10.000 til tenniskvinder på hele Fyn

Fynsk Kvindetennis laver arrangementer for alle kvindelige fynske tennisspillere, som har lyst til at være med. Det er åbne arrangementer, men man skal dog være fyldt 20 år. Til gengæld er der ingen aldersbegrænsning derudover. I løbet af sommersæsonen laver foreningen seks arrangementer ude i de forskellige klubber, og seks arrangementer om vinteren i Odense Tenniscenter.

Det er den korte udgave af, hvad foreningen Fyns Kvindetennis arbejder for. I hvert fald ifølge Birgit Brink Lund og Agi Szocska som tager imod 10.000 kroner på vegne af foreningen.

Og de ved allerede, hvad pengene skal gå til.

– Ud over at spille tennis er det vigtigste jo, at kvinderne får et socialt netværk og er sammen om noget, de godt kan lide. Derfor skal pengene bruges på at lave et heldagsarrangement med masser af tennis og socialt samvær. Vi starter om formiddagen med at træne ude i nogle forskellige klubber. Så flytter vi os til nogle andre klubber tættere på Odense og tager endnu et træningspas. Og til sidst mødes vi alle inde i Tennis Club Odense og spiller doubler på kryds og tværs. Om aftenen er det tanken, at vi spiser sammen i restauranten i OB, fortæller Birgit Bring Lund, som forventer, at omkring 50 kvinder vil deltage i arrangementet.

– Der kommer måske en lille brugerbetaling på det, men donationen fra Middelfart Sparekasse gør, at vi får dækket mange af udgifterne, så det ikke kommer til at koste alverden at deltage. Så det skal nok blive en god dag, håber hun.

Veteraner på is

Nye spilletrøjer. Det er ifølge veteran Claus Søgaard Jensen, hvad donationen på 10.000 kroner fra Middelfart Sparekasse skal gå til.

Han står i spidsen for et relativt nyt initiativ, nemlig et ishockeyhold for byens veteraner.

– Det er kort sagt et ishockeyhold for alle veteraner. Både almindelige veteraner og dem med fysiske- eller psykiske skader. Også kvinder. Selvfølgelig. Det er første gang, vi får en donation, så det gør jo en stor forskel, og vi er enormt glade. Det er fedt, at der bliver sat pris på det, man går og laver – og det, vi har startet op, siger Claus Søgaard Jensen.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os