Investering: Bevar roen, når uroen breder sig

13. marts 2020

De seneste uger har været dyre for mange investorer, som har set en lang periode med flotte kursstigninger blive afløst af bratte fald dag for dag. Mens vi i det stille har gået og ventet på, at hverdagen skulle genindfinde sig, så er situationen blevet forværret i stedet med fortsat øget spredning af Corona-smitte. Det har finansielle markeder reageret på, og det er årsagen til de markante kursfald, som præger billedet over det meste af verden.

Hvad er den rigtige strategi?

Når værdien af ens investeringer falder, så sætter det næsten pr. automatik gang i overvejelser. Skal jeg sælge og gå i kontanter? Skal jeg købe op, når nu kurserne falder markant? Eller skal jeg holde mig i ro?

Der er ikke noget entydigt svar, for det afhænger både af din risikovillighed og din økonomiske situation. Ét er dog sikkert. Situationen skal nok vende igen, og markederne vil vende tilbage til niveauerne før Corona-krisen indtraf. Hvis du placerer dine midler kontant, skal du vide, hvornår det giver mening at købe igen, så der er en vis risiko forbundet med at hoppe ind og ud af markederne. Investeringer foretages typisk med et langt sigte – og tålmodighed i svære tider. Ved at forlade markedet nu, risikerer du at gå glip af de positive stød, når markederne vender – med et dårligere afkast til følge.

Skal jeg investere yderligere for at udnytte kursfaldet?

Det har altid været en god forretning at købe billigt og sælge dyrt. Derfor giver det som udgangspunkt god mening at købe ind, når priserne er lave – med udsigt til pæne kursgevinster, når markederne vender. Udfordringen er bare, at du ikke ved, om varen bliver endnu billigere, så den taktik kræver selvsagt en vis økonomisk robusthed.

Tal med din rådgiver

Det utvivlsomt bedste råd, vi har til dig, er: Tal med din rådgiver. Sammen kan I se på lige nøjagtigt din økonomi og dine investeringer, så I får lagt en god plan ud fra din risikovillighed.

Til og med den 27. marts skal kontakten dog være via mail, telefon eller netmøde. For at bakke op om regeringens tiltag for at inddæmme Corona-smitten mest muligt har vi lukket for fysiske møder de kommende to uger. Men ring eller skriv endelig. Vi sidder klar til at hjælpe.

Find din afdeling og rådgiver
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os