Jon Strunge er manden bag Rebound ApS, og i 2025 blev han kåret som Årets Klimaiværksætter. Præmien på 250.000 kroner gjorde en forskel.
Større tekst
- 100% +
Læs op

”Det er en form for personlig udvikling på speed”

10. juni 2026

Jon Strunge sikrede sig i 2025 Årets Klimaiværksætter med virksomheden Naturpladen ApS, der siden har skiftet navn til Rebound ApS. Prisen på 250.000 kroner gjorde det muligt at tage nye og vigtige skridt på vejen mod den overordnede mission – at gro en bedre fremtid for verden.

Har mange kasketter

Da Jon Strunge for godt fire år siden etablerede sin virksomhed, anede han ikke, hvad der ventede ham.

Hvilket nok var meget godt.

For det har været, og er fortsat, benhårdt at opbygge en produktionsvirksomhed, der ikke findes i forvejen. Tilmed skal der udvikles teknologi, der forvandler idéer og processer til virkelighed.

Derudover skal der blandt andet findes investorer, markedet skal testes, de rigtige medarbejdere skal rekrutteres, myndighedsgodkendelser og certificeringer skal indhentes – rækken af forskellige kasketter på knagerækken hjemme hos stifteren af Rebound ApS synes nærmest uendelig.

– Jeg er nok rimelig vedholdende. At give op er ikke en mulighed for mig.

Tålmodigheden testes

Sådan siger Jon Strunge, der i efteråret 2025 blev hyldet som Årets Klimaiværksætter, da Middelfart Sparekasse i forbindelse med Klimafolkemødet uddelte 250.000 kroner.

Sidst i august bliver en ny klimaiværksætter en kvart million kroner rigere, og i den forbindelse har vi besøgt Jon Strunge og Rebound ApS i Brabrand for at høre, hvordan verden ser ud i dag for virksomheden.

– Vi har travlt med at skabe en skalérbar produktionslinje, vi er langt på områder med udvikling og test, vi er blandt andet i gang med at skabe egenproduktion af en omkostningsfuld råvare, som vi importerer fra udlandet i dag, så alt går i den rigtige retning, fortæller Jon Strunge, inden han tilføjer:

– Men tålmodigheden testes da, for det meste går meget langsommere, end man håbede, konstaterer han med et skævt smil.

Rebound ApS sigter mod en byggebranche, hvor den grønne omstilling ikke får mange fartbøder, men trægheden i branchen skal akustikplader til vægge og lofter, skabt af svampes rodnet (mycelium) samt planteaffald som halm, græs og hamp, lave om på, hvis det står til Jon Strunge, der også udvikler på døre skabt efter samme opskrift som akustikpladerne.

– Byggebranchen er en branche, hvor fokus på pris dominerer. Branchen er som udgangspunkt interesseret i grønne og miljøvenlige alternativer, men de skal koste det samme som de eksisterende materialer, så det er en af de primære opgaver for os på den kortere bane – vi skal have prisen så langt ned som muligt.

Jon Strunge er manden bag Rebound ApS, og i 2025 blev han kåret som Årets Klimaiværksætter. Præmien på 250.000 kroner gjorde en forskel.

Det må godt være svært

Jon Strunge er uddannet bygningsingeniør med speciale i energi og indeklima, men meget af det, han møder som iværksætter, var ikke på skemaet under uddannelsen.

– Jeg har jo ikke været på denne rejse før, så jeg bliver hele tiden meget klogere. Jeg er fascineret og motiveret af slutresultatet, og så tager jeg tæskene undervejs. Noget, jeg har lært, er, at det godt må være svært, og samtidig har jeg lært at tale pænt til mig selv på de dage, hvor der er modgang.

Generelt er stifteren af Rebound ApS ikke bange for at suge ny læring til sig, og samtidig omgiver han sig bevidst med et tværfagligt team og et advisory board.

– I skrivende stund er vi ni personer i teamet, og vi udfordrer løbende hinanden i processerne, så de næste skridt i udviklingen baseres på de bedste idéer.

Lader sig ikke slå ud

Han kalder Rebound ApS for sit lille barn, men han understreger, at der også bliver tid til ture og løb i den natur, han holder så meget af. En god måde at rense hovedet på og lade op igen, som han siger.

– Læringen af modgang og fejl er stor, og at se den som en værdifuld forudsætning fremfor et tilbageskridt skaber en form for robusthed. Jeg plejer at kalde det personlig udvikling på speed, for det sker hele tiden, og jeg kan jo ikke lige spørge en chef. Det er mig, der har den, og oftest findes der en løsning, hvis man ikke lader sig slå ud. Jeg finder stor inspiration og motivation i, at tidligere skabere af store og betydningsfulde virksomheder har været samme tur igennem. Ofte er det bare ikke den side af historien, vi hører om, selv om den vel nok vigtigste del af at lykkes er, at man ikke lader sig slå ud, siger 38-årige Jon Strunge.

Han voksede op med store muligheder for at udfolde sig kreativt, og evnen til at bruge sin kreativitet i videnskaben kan Jon Strunge takke sin innovative psykolog-mor og kunstner-far for.

– Miljøvenlige akustikplader er måske ikke den mest indlysende klimaredning i verden, og derfor betød det alverden, da vi blev kåret som Årets Klimaiværksætter i Middelfart. Den flotte pengepræmie var dejlig, men anerkendelsen havde ligeledes en enorm værdi for os i vores videre arbejde med at overbevise investorer og større aftagere – kritiske milepæle for en startup, hvis man skal bevise potentialet og slå igennem på et globalt marked, slår iværksætteren fast.

Gør en stor forskel

Han husker, det gav lidt sommerfugle i maven, at der skulle pitches uden Power Point og bunker af slides, men omvendt gav det mulighed for en anden fortælling, og i Jon Strunges tilfælde var den så god og lovende, at han fik 250.000 kroner med sig retur til Brabrand.

– Rigtig mange startups og iværksættere med fokus på miljøet sender ansøgninger til Årets Klimaiværksætter, og det forstår jeg godt – ikke mindst fordi jeg nu ved, hvor stor forskel prisen gør.

Hvis du, eller en fra dit netværk, arbejder med iværksætteri og grøn omstilling, så er chancen der for at få fingre i en kvart million kroner, når Middelfart Sparekasse i samarbejde med GF Forsikring uddeler Året Klimaiværksætter fredag den 28. august.

Det sker i forbindelse med Klimafolkemødet i Middelfart, og ansøgningsfristen er den 15. juni. Du kan læse mere via dette link.

Årets Klimaiværksætter
En overrasket vinder
Læs mere
En overrasket vinder
Erhvervskunde
Tænker på andet end bundlinje
Læs mere
Tænker på andet end bundlinje
Sammen om det, der er noget værd
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os