Rasmus Cosmos Vildrik, erhvervsrådgiver hos Middelfart Sparekasse, snakker ikke højt om personlig udvikling. Nu står han midt i det.
Større tekst
- 100% +
Læs op

Udtalt skepsis er vekslet til motivation

30. september 2025

Rasmus Cosmos Vildrik er uddannet ejendomsmægler, han har arbejdet med salg i mediebranchen, men i dag passer han jobbet som erhvervsrådgiver hos Middelfart Sparekasse i Hedensted-Horsens. Umiddelbart var han ikke vild med udsigten til at deltage i et forløb, hvor personlig udvikling er i fokus.

Er fra Brædstrup

Da Rasmus Cosmos Vildrik første gang hørte om MIDSPAR – godt på vej, løb han ikke ligefrem jublende rundt med glædestårer i øjnene.

Middelfart Sparekasse har sammen med Finanssektorens Uddannelsescenter skabt et forløb over ni måneder, hvor personlig udvikling er i fokus for yngre medarbejdere på tværs af jobfunktioner og lokaltioner.

– Du skal tænke på, jeg er fra Brædstrup, siger han med et skævt smil og tilføjer:

– På de kanter underholder man sjældent hinanden med snak om personlig udvikling, følelser og den slags.

Der var nok at se til

Vi er på Kyst- og Fjordcentret i Voer, kaffepausen på dag to er netop overstået, og forude venter nye opgaver for Rasmus Cosmos Vildrik, kolleger og ledere.

De tre dage på kanten af Randers Fjord skyder for alvor MIDSPAR – godt på vej i gang, og Rasmus Cosmos Vildrik er med på holdet trods sin skepsis.

– Min skepsis kom også til udtryk, fordi jeg følte, der var nok at se til på jobbet. Så tre dage væk fra kontoret fyldte også noget i mine tanker, fortæller han.

Som han går der midt i den skønne natur, virker han ikke som en skeptisk mand, og der er da også sket en udvikling, afslører han.

Rasmus Cosmos Vildrik, erhvervsrådgiver hos Middelfart Sparekasse, snakker ikke højt om personlig udvikling. Nu står han midt i det.

Vil rykke sig som menneske

– Min skepsis blev afløst af motivation for at gå all in på projektet. Jeg mærker allerede, at jeg kommer til at få rigtig meget ud af det her, slår hang fast og nævner, at førstedagens tur i den gode stol, hvor kolleger kommer med input ud fra førstehåndsindtrykket, gav ham noget.

– Jeg fik i hvert fald brugbare kommentarer, som jeg tager til mig.

MIDSPAR – godt på vej er et udviklingsprojekt, der kræver mange ressourcer, også økonomisk, og det krediterer Rasmus Cosmos Vildrik da også for.

– Det er flot, hvad Middelfart Sparekasse investerer i medarbejderne, blandt andet med det forløb, og derfor ønsker jeg også at være en del af det med stort engagement. Man får det igen, man giver, så min plan er at give så meget af mig selv som muligt, slår erhvervsrådgiveren fast, inden han tilføjer:

– Mit overordnede mål er at rykke mig meget som menneske, og det smitter jo automatisk af på mit daglige arbejde også.

En naturlig reaktion

HR-konsulent Michael Lindgaard Hedemann, der er ansvarlig for projektet, havde det helt store smil på efter tre dage i Voer med det nye hold.

– De var så gode og engagerede. Det var virkelig fedt, siger Michael Lindgaard Hedemann, der tilføjer, at skepsis og usikkerhed er en helt naturlig del af forløbet.

– Vi forsøger blandt andet at lære de unge, hvordan de navigerer i det uforudsigelige. Det er normalt, at yngre generationer gerne vil have struktur og et klart overblik over det, der venter dem. Men den virkelighed rokker vi lidt ved i MIDSPAR – godt på vej, som Michael Lindgaard Hedemann forklarer.

MIDSPAR – godt på vej

  • Et ni måneders forløb med fokus på personlig udvikling
  • Hver deltager laver en personlig udviklingsplan
  • Det er for yngre medarbejdere på tværs af jobfunktioner og lokationer
  • Forløbet er skabt i samarbejde med Finanssektorens Uddannelsescenter
  • Forløbet skydes i gang med tre dage på Kyst- og Fjordcentret i Voer
  • Her er deltagernes nærmeste leder med de to af dagene
  • Forløbet består af flere moduler med løbende opfølgning
  • Deltagerne er undervejs i tæt dialog med nærmeste leder

 

Ærlig snak
Ung rådgiver ved, hvad hun skal fokusere på
Læs mere Ung rådgiver ved, hvad hun skal fokusere på
Nysgerrige ledere
Skruer op for alt det gode
Læs mere Skruer op for alt det gode
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os