Bolig
Nu har du chancen for at reducere din restgæld
7. februar 2022
Du har sikkert hørt det igen og igen de seneste år. At der er to fordele ved et fastforrentet lån. For det første kan du sove roligt om natten, for du kender din rente i hele lånets løbetid. For det andet har du mulighed for at skære en pæn del af din restgæld ved at lægge dit lån om, når renten stiger.
Book et møde med din rådgiver
Den seneste tids markante stigning i de lange renter har åbnet mulighed for omlægning til et lån med en højere rente. Hvor vi for et år siden havde en 30-årig rente på 0,5 procent, er vi nu tæt på at se den 30-årige rente ramme 2,5 procent.
Med rentestigningen kommer muligheden for at konvertere til et lån med en højere rente pludselig i spil. For har du et lån med en rente på 0,5 eller 1 procent, kan du udnytte kursfaldet ved at indfri lånet til en lav kurs og optage et nyt til en højere rente.
Kursen på et lån med 30-årig rente på 1 procent er pt. (pr. 7. februar 2022) ca. 89. Det betyder at du kun skal betale ca. 890.000 kr. for at indfri et lån på 1 mio. kr.
Kursfaldet og rentestigningen er så markant, at konverteringsmuligheden er aktuel for mange kunder, siger Kim Northoff Jensen, boligchef i Middelfart Sparekasse.
Et regnestykke med flere ubekendte
Det er altså ikke urealistisk at skære omkring 10 procent af din restgæld i boligen ved en opkonvertering. Men til gengæld får du en højere ydelse med et nyt lån til en højere rente. Boligchef Kim Northoff Jensens råd er, at man tænker sig godt om – i samarbejde med sin rådgiver.
Der er mange ubekendte faktorer. Hvis renten stiger endnu mere, kan det betale sig at vente. Og hvis du lægger om, vil dit månedlige afdrag formentlig falde, mens din månedlige ydelse stiger. Så du mister en lille smule af din gevinst måned for måned. Så du skal tro på, at du på et senere tidspunkt kan konvertere ned, fordi renten falder igen, siger Kim Northoff Jensen.
Tal med din rådgiver
Derfor anbefaler vi også, at du taler med din personlige rådgiver om mulighederne og får lavet en låneberegning eller et faktisk lånetilbud. Vi har åbent for personlige møder i vores afdelinger, men vi er også klar til onlinemøder – det bestemmer du.