Hård modvind stopper ikke Eventyrløbet
3. maj 2024
Michael Nielsen glæder sig over samarbejdet med Middelfart Sparekasse, der bakker op om et ikonisk motionsløb i Odense – men en stor tak skal også gå til klubbens motionsafdeling, som faktisk opfandt det hele.
Corona var noget møg
Et eventyr er fiktion og fyldt med magi.
Et eventyr giver også ofte et bud på, hvordan vi mennesker overvinder forhindringer og svære valg, og så ender et eventyr for det meste godt.
Eventyrløbet i Odense har siden sidst i 1970’erne sørget for et årligt højdepunkt for løbeglade mennesker, og 2024 bliver ingen undtagelse.
Middelfart Sparekasse er stolt hovedsponsor for løbet, som ikke har haft vinden i ryggen de seneste år.
– Corona var generelt noget møg, og det har vores deltagerantal også lidt under, siger løbsleder Michael Nielsen fra Odense Gymnastikforening (OGF).
Vil fremad og vækste
Det sidste år inden Corona, i 2019, løb 16.500 med, og tidligere har deltagertallet været oppe på 25.000, men da pandemien endelig slap sit tag i samfundet, ventede en ny hverdag for løbsledelsen.
– Vi kiggede ind i en halvering af tilmeldte, så der er lidt modvind i disse år, hvilket dog ikke får os til give op. Vi skal fremad, vi skal vækste, og vi arbejder stenhårdt på at vende udviklingen, slår Michael Nielsen fast.
Eventyrløbet blev i sin tid skabt, fordi atletikafdelingen manglede penge, og siden er løbet blevet en del af OGF’s identitet.
– De fleste mennesker i Odense kender Eventyrløbet, siger løbslederen.
Flotte rammer
Michael Nielsen husker også på de mange glæder, Eventyrløbet har skabt for OGF – for eksempel de fine rammer i og omkring klubhuset i Bolbro.
– Det er jo Eventyrløbets succes i mange år, som har gjort det muligt for os skabe flotte rammer for vores medlemmer, og selvfølgelig bliver vi presset ved en halvering af deltagere i løbet, men vi kæmper alle indædt for at genvinde tidligere års styrke og succes.
Der dukker dog fortsat bump op på vejen, i år har Odense Kommune og en større virksomhed for eksempel valgt Eventyrløbet fra, hvilket giver et minus på 2400 deltagere.
– Det er sådan, det er, og alle er frie til at træffe deres valg. Uanset hvad glæder vi os enormt til at byde alle løbere og tilskuere på endnu et eventyrligt løb den 9. maj her i Odense, siger Michael Nielsen, som er tilfreds med at have Middelfart Sparekasse med som hovedsponsor.
– Sparekassen er en aktiv samarbejdspartner, som involverer sig, og det er superrart at have en sparringspartner, som også er en medspiller, mener løbslederen.
Du kan læse meget mere om Eventyrløbet her.