Større tekst
- 100% +
Læs op

Middelfart Sparekasse donerer 185.000 kroner til stor bevægelsespark i Horsens

16. maj 2022

Når borgerne i Horsens efter 20. maj kan tage Sydbyens Bevægelsespark i brug, skyldes det ikke mindst en række flotte bidrag fra lokale virksomheder. Herunder Middelfart Sparekasse, som har doneret 185.000 kroner til bevægelsesparken til en multibane, som kan bruges til alt fra fodbold og basket til volleyball og fodboldtennis.

Samlingssted til bevægelse, leg og socialt samvær

Et samlingssted til bevægelse, leg og socialt samvær, hvor alle byens borgere kan få styrket både krop, sanser og sind. Det var visionen, da FC Horsens-formand Christina Antonsen sammen med resten af initiativgruppen 7. maj 2021 offentliggjorde ideen til Sydbyens Bevægelsespark – et rekreativt område med mulighed for at dyrke alverdens former for sport.

Blot et år senere har visionen taget fysisk form, og allerede 20. maj kan Christina Antonsen til sin egen overraskelse klippe det røde bånd og erklære Sydbyens Bevægelsespark for åben.

Kæmpe opbakning til projektet

– Jeg tør godt sige, at vi ikke havde forventet, at det kun ville tage et år at realisere sådan et projekt. Men vi har oplevet en kæmpe opbakning, og det bevidner jo, at der er mange, som støtter op og kan se, hvad mulighederne er i det her projekt, siger Christina Antonsen og forklarer, at ideen udsprang af et ønske om i FC Horsens at gøre noget for det store fællesskab.

– Vi var optaget af, at FC Horsens har et kæmpestort grønt areal, og vi tænkte, at vi havde en mulighed for at skabe noget for hele lokalområdet og på den måde blive en del af noget større og bidrage til at styrke fællesskabet i byen. Det er håbet, at bevægelsesparken skal blive et samlingssted, hvor alle har lyst til at komme – uanset alder og fysisk formåen, siger hun.

Og det er netop den tilgang til styrkelse af fællesskabet i lokalområdet, som ramte plet hos Peter Nygaard, afdelingsdirektør i Middelfart Sparekasse i Horsens.

Lokalsamfundet er en del af Sparekassens DNA

– Det er en del af vores DNA at støtte lokalsamfundet og ikke mindst styrke fællesskabet omkring os, og vi bakker selvfølgelig op om byen og dens udvikling. Bevægelsesparken rummer en stor mangfoldighed i idrætsformer og muligheder, og der er ingen tvivl om, at den kommer til at betyde meget for brugerne mange år frem. Så det skulle vi selvfølgelig også være en del af, siger Peter Nygaard, som desuden har et blødt punkt for Sydbyen.

– Middelfart Sparekasse startede jo i Sydbyen, da vi i sin tid åbnede i Horsens, så vi har jo lidt et særligt forhold til området. Og så har vi selvfølgelig mange gode kunder og relationer der, siger han.

Området åbner 20. maj

Den officielle åbning af Sydbyens Bevægelsespark finder sted 20. maj kl. 16-18.

Her vil initiativgruppen klippe den røde snor. Og efterfølgende vil der være individuelle indvielser af de forskellige områder i parken, som er sponsoreret af forskellige lokale virksomheder.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os