Større tekst
- 100% +
Læs op

Alder er bare et tal

Årets seniorarbejdsplads 2022

17. marts 2022

Hvorfor ikke bare se på kompetencer, virkelyst og engagement i stedet for hårfarven eller dåbsattesten?

Det er i al sin enkelhed baggrunden for, at Middelfart Sparekasse torsdag blev kåret som landets bedste arbejdsplads for seniorer af Great Place to Work. Kåringen fandt sted som en del af programmet, da landets bedste arbejdspladser anno 2022 blev kåret.

Ingen nedfældet seniorpolitik

– Jeg har simpelthen svært ved at se logikken i at fravælge medarbejdere alene på grund af deres alder. Vi har kolleger, som har været i Sparekassen i en menneskealder, og vi har nye kolleger, som kommer til os, når de er sidst i 50’erne eller først i 60’erne. Vi har de samme forventninger til dem, som til alle andre kolleger: I skal bidrage positivt til Sparekassen, være en god kollega og altid have kundernes behov i fokus, siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.

Da forventningerne er de samme, ser Sparekassen heller ikke behov for en decideret seniorpolitik.

– Vi tager udgangspunkt i den enkeltes behov i stedet for at fokusere på særlige rettigheder eller muligheder bundet op på ens dåbsattest, siger Martin Baltser.

Et forbillede

Ifølge Liselotte Jensen, adm. direktør i Great Place to Work, er Middelfart Sparekasse et forbillede for andre virksomheder. Hun giver denne begrundelse for, at Middelfart Sparekasse er landets bedste seniorarbejdsplads:

– I Middelfart Sparekasse skeles ikke til datoen på dåbsattesten, når man rekrutterer. Derimod ser man på hele personen, og på den ballast, erfaring og kompetence, som medarbejderen kommer med. Oplevelsen er, at mange seniorer har både drive, virkelyst og meget at byde ind med, og man værdsætter, at seniormedarbejderne kommer med ro, hviler i sig selv og har overblik og erfaringer. Det er værdifuldt for kunderne og giver et godt miks til det, de unge kommer med, siger Liselotte Jensen

Både/og – ikke enten/eller

Martin Baltser understreger, at Sparekassen ikke ”kun” er en ”seniorklub”.

– Når vi siger, at vi ikke skeler til alder, så gælder det selvfølgelig også yngre kandidater til et job. Vores medarbejdersammensætning skal gerne afspejle vores kunder – de kommer også i alle aldre, siger Martin Baltser.

Med en gennemsnitsalder på 50 år – hver tredje i Middelfart Sparekasse har passeret 55 år – så kræver det også fokus på den yngre generation.

– Vi vil meget gerne holde på vores medarbejdere, men på et tidspunkt skal de på pension, og så skal vi selvfølgelig være klar med gode arvtagere. Derfor sørger vi også for hvert år at uddanne et pænt antal elever, siger Martin Baltser.

Han glæder sig over, at Sparekassen har et ry for at være en god arbejdsplads for alle aldre. Middelfart Sparekasse topper i år for tredje år i træk undersøgelsen ”Medarbejderimage”, hvor finansmediet Finanswatch og analysebureauet Wilke kårer arbejdspladsen med det bedste image i finanssektoren. Den undersøgelse er baseret på svar fra mere end 2.500 medarbejdere i sektoren.

Middelfart Sparekasse blev også i 2019 kåret som landets bedste seniorarbejdsplads.

Fakta
  • Great Place to Work kårede torsdag 17. marts landets bedste seniorarbejdsplads. Sparekassen fik samme hæder i 2019
  • Mere end hver tredje kollega i Sparekassen er +55 år
  • 34 procent af de +55-årige i Middelfart Sparekasse er ansat i årene 2019-2021.
Se ledige stillinger
Er du vores nye kollega?
Læs mere
Læs mere her
Tidligere priser og nomineringer
Læs mere
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os