Vil gerne ramme dem, der går lidt under radaren
16. januar 2026
Middelfart Sparekasse i Vejle har atter været i det gavmilde hjørne med donationer fra Fællesskabspuljen. 100.000 kroner er fordelt mellem initiativer og foreninger, der gør noget for andre i Vejle og omegn.
Holder meget af opgaven
Hvis der er noget, der betyder noget for John Hauge, er det fællesskaber og frivillighed.
Centerdirektøren hos Middelfart Sparekasse i Vejle holder derfor meget af opgaven med at dele midler fra Fællesskabspuljen ud, og det er en mission at ramme bredt inden for eksempelvis sind, sport og mennesker, der er udfordret.
Garanter i Middelfart Sparekasse indstillede emner, mens lokale repræsentantskabsmedlemmer udvalgte de endelige modtagere.
– Vi forsøger også at ramme dem, der går lidt under radaren, fortæller John Hauge.
Hjerter af guld
I den sammenhæng nævner han Børns Voksenvenner som et initiativ, der ikke går rundt og råber højt om det ellers betydningsfulde, omsorgsfulde og vigtige arbejde, de frivillige udfører.
– Jeg vidste for eksempel ikke, at Per Fjordside fra vores egen afdeling er voksen-ven. Per og de øvrige frivillige har hjerter af guld, og det er en udpræget fornøjelse at støtte en organisation, der lever et stille liv, siger John Hauge.
I samme kategori findes Café Parasollen, som John Hauge gerne viser loyalitet og opmærksomhed på baggrund af det, værestedet er og gør for andre mennesker.
– De har også mistet lidt tilskud, så der er god grund til at kigge deres vej, mener centerdirektøren.
Ekstraordinært tiltag
For første gang gav sparekassen 40.000 kroner til én modtager, og det var til ”Foreningen til Skonnerten Marthas restaurering”.
– De mange frivillige bruger oceaner af timer på at holde skonnerten i en stand, der glæder mange mennesker på sejladserne på fjorden. Vi kan jo fra nærmeste hold følge med i, hvor meget det kræver, og hvor mange frivillige der i gang, siger John Hauge, der sædvanen tro er rundt for at besøge alle modtagere på deres hjemmebaner.
Donationerne fra Fællesskabspuljen er et ekstraordinært tiltag, der supplerer de løbende sponsorater og den lokale opbakning, som Middelfart Sparekasse i Vejle i forvejen involverer sig i.
Modtagere 2025
Bredballe Bucks
Børns Voksenvenner
Café Parasollen
Foreningen til skonnerten Marthas restaurering
Rosengårdens Venner
Vejle Krisecenter