Bolig
Undgå overraskelser: Tjek din skat
17. november 2025
Har du fået ny rente på dit boliglån, bør du opdatere din forskudsopgørelse for næste år. Ellers risikerer du enten et skattesmæk i 2027 eller at få penge tilbage, du kunne have brugt bedre i løbet af 2026.
Din forskudsopgørelse er afgørende for, at du betaler den korrekte skat løbende. Den indeholder oplysninger om dine forventede indtægter og fradrag, herunder renteudgifter på boliglån. Da renteudgifter giver et skattefradrag, har ændringer i renten direkte betydning for din skat.
Skattemyndighederne baserer din forskudsopgørelse på tidligere års oplysninger. Har du for nylig købt bolig, omlagt dit lån eller har et lån med variabel rente, er det derfor vigtigt, at du selv går ind og retter dine forventede renteudgifter.
Gør du ikke det, vil dit rentefradrag først blive justeret i årsopgørelsen, når året er omme.
Eksempel: Stigende rente
Kunder med F5-lån, der har haft minusrenter, står over for en rentestigning. For et lån på 1 million kr. kan det betyde en årlig renteudgift på 25.000 kr. Ved at indtaste denne stigning i forskudsopgørelsen for 2026, vil rentefradraget blive medregnet fra årets start. Det giver en højere månedlig udbetaling på ca. 700 kr., som kan hjælpe med at dække de øgede renteudgifter.
Uden en opdatering vil du først få glæde af fradraget ved årsopgørelsen i 2027, og du har i praksis lånt penge ud til Skattestyrelsen.
Eksempel: Faldende rente
Falder din rente, og du ikke opdaterer forskudsopgørelsen, vil du få et for stort fradrag i løbet af året og dermed betale for lidt i skat. Det resulterer i en efterregning med renter i 2027.
Fakta: Rentefradrag
Rentefradraget reducerer din skattebetaling. For renteudgifter op til 50.000 kr. årligt (100.000 kr. for par) er fradragsværdien ca. 33 %. For udgifter derover er værdien ca. 25 %.