Det føles rigtigt
I 1980 gik Michael Jespersen ind til sin første arbejdsdag som elev i Sparekassen Sydjylland i Vejle.
Med udgangen af april, 46 år senere, går han ud ad døren for sidste gang hos Middelfart Sparekasse i Vejle, og på vejen ud smiler han med det ene øje og græder med det andet.
– Du kender godt de der teatermasker, ikke? Den ene er glad, den anden er ked af det, og det er sådan, jeg har det. Det er da en ambivalent følelse, erkender Michael Jespersen, der dog glæder sig over, at han selv har taget beslutningen.
– Det er noget, jeg har tænkt over i to år. Jeg føler, at tiden er inde, og det føles rigtigt, selv om jeg på ingen måde er træt af mit arbejde. Tværtimod. Jeg er vild med mit arbejde, mine kollegaer og mine kunder, slår han fast.
Det bliver ikke mere Vejle-dreng
Han tilføjer, at han glæder sig til at komme hjem til sine småprojekter, til mere tid med familien – ikke mindst børnebørnene – samt bedre muligheder for at rejse.
– Det er jo alt det gode ved beslutningen, som han siger.
Elevtiden hos Sparekassen Sydjylland var startskuddet til i alt 23 år i en virksomhed, der siden skiftede navn flere gange – fra Bikuben over BG Bank til Danske Bank.
– Jeg var jo så svineheldig, at jeg på et tidspunkt blev ringet op af Middelfart Sparekasse, der spurgte, om jeg ville være med til at etablere en afdeling i Vinding, og det ville jeg meget gerne. Det er så 23 år siden nu, og jeg var aldrig nået hertil, hvis ikke min hustru Susanne havde bakket mig op, som den afgående afdelingsleder siger, og han tilføjer, at stabilitet ikke kun er forbeholdt arbejdslivet.
– Privat voksede jeg op i Mølholm, og derefter flyttede jeg ”hele vejen” til Vinding, så det bliver vist ikke meget mere Vejle-dreng end det, konstaterer Michael Jespersen.
Ønsker at skabe følgeskab
Afløseren har også dybe rødder i Vejle, selv om Niels Juul Hansen har levet og boet de fleste af sine år i Stouby.
I dag er den private base flyttet til Vejle, hvor han i mange år har været et kendt ansigt i byens finansielle sektor og forskellige netværk.
– Jeg begyndte som elev i 1998 i BG Bank, og i 2006 kom jeg til Spar Nord, hvor jeg var med til at bygge Vejle-afdelingen op. Vi lykkedes med at skabe en super god afdeling, og dét arbejde passede perfekt til min ambitiøse tilgang til mit job, siger Niels Juul Hansen, der er kendt som en leder, der er god til at skabe følgeskab.
– Min opvækst i Stouby har givet mig mange gode kvaliteter med – en aftale er en aftale, og ordentlighed er en integreret del af min personlighed, mens jeg arbejdsmæssigt holder meget af at udvikle mennesker, hvilket jeg glæder mig til at fortsætte med, siger en mand, der får en måned ved siden af Michael Jespersen, inden han overtager roret alene.
Et aktivt menneske i fritiden
Privat er Niels Juul Hansen gift med Betina, der arbejder som lærer i Barrit, og sammen har parret datteren Freja og sønnen Johannes.
– I fritiden har jeg altid dyrket meget sport, og især bordtennis og tennis var blandt favoritterne i mine yngre år, og så har jeg også været fodboldtræner i mange år. I dag er det blandt andet padel og løb, jeg bruger tiden på, fortæller Niels Juul Hansen, der også dyrker netværksarbejde i stor stil.
– Jeg er et socialt menneske, og jeg glæder mig meget til at blive en del af det stærke hold i Middelfart Sparekasse i Vejle. Jeg er sikker på, vi i fællesskab bygger videre på det solide fundament, der allerede findes, siger den kommende afdelingsleder for privatafdelingen.
I anledning af lederskiftet holdes der en farvel- og goddag-reception den 23. april fra klokken 14.00 til 16.00, og det foregår i Middelfart Sparekasses lokaler på Toldbodvej i Vejle.