Svindlere udnytter årsopgørelsen
16. marts 2026
Årsopgørelsen fra Skattestyrelsen bliver offentliggjort senest mandag 23. marts 2026. Desværre er det startskuddet for en periode, hvor svindlere forsøger at udnytte situationen til at narre personlige oplysninger fra intetanende borgere.
Svindlerne sender ofte falske e-mails eller SMS’er, der ser ud til at komme fra Skattestyrelsen. Beskederne kan indeholde links til falske hjemmesider, hvor man bliver bedt om at indtaste oplysninger som kontonummer, kortoplysninger eller MitID-oplysninger.
Sådan forsøger svindlerne at snyde dig
Typisk vil svindelbeskeder:
- Se ud som om de kommer fra Skattestyrelsen
- Indeholde et link, hvor du bliver bedt om at logge ind
- Love en hurtig udbetaling af overskydende skat
- Skabe tidspres, så du handler hurtigt
Formålet er at få adgang til dine personlige oplysninger eller dine penge.
Sådan undgår du svindlerne
Du kan reducere risikoen for svindel ved at være opmærksom på følgende:
Brug kun den officielle hjemmeside
Tjek altid din årsopgørelse ved selv at gå ind på skat.dk – klik ikke på links i mails eller SMS’er.
Vær skeptisk over for uopfordrede beskeder
Hvis du modtager en besked, du ikke har forventet, bør du være ekstra forsigtig – især hvis den beder dig om at klikke på et link eller oplyse personlige oplysninger.
Pas på dine personlige oplysninger
Hverken banker eller myndigheder vil bede dig om at oplyse adgangskoder, kortoplysninger eller MitID-oplysninger via mail, SMS eller telefon.
Tal med dine nærmeste om svindel
Ældre og mindre digitale borgere kan være særligt udsatte. Hjælp gerne familie og venner med at være opmærksomme på svindel.
Er du i tvivl?
Hvis du modtager en mistænkelig besked, så lad være med at klikke på linket. Er du i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte din rådgiver i Middelfart Sparekasse.