Forside Om os Han har sine vestjyske værdier med under armen
Han har sine vestjyske værdier med under armen
11. februar 2026
Egentlig var planen et par sabbatår og så en flytning til Aarhus som de fleste andre unge fra Hvide Sande. Sådan gik det ikke for Jacob Vandborg, der nu er en del af Middelfart Sparekasse i Herning.
Deler mange værdier
Jacob Vandborg er født og opvokset i Hvide Sande.
Med det følger en stribe menneskelige egenskaber som ordholdende, jordbundet, ærlig og roligt nærvær.
Det er blandt andet disse kvaliteter og værdier, han bringer med sig ind i jobbet som erhvervsrådgiver hos Middelfart Sparekasse i Herning.
– Jeg har valgt Middelfart Sparekasse, fordi vi deler rigtig mange værdier. Det nærværende, den lokale forankring samt ikke mindst tillidsbaserede samarbejder er fundamentet for mig i det daglige arbejde.
Ændrede planen
Faktisk var planen et par sabbatår og derefter en flytning til Aarhus for vestjyden, men sådan gik det ikke.
– Det er ellers en meget brugt model for unge i Hvide Sande, konstaterer han.
Den nye plan rummede en elevplads i Ringkjøbing Landbobank, og senere blev det Herning i stedet for Aarhus, da han mødte sin kæreste. Som i øvrigt også stammer fra Hvide Sande.
I Herning har han senest været en del af Spar Nord, men nu venter et sparekasse-liv.
– Jeg glæder mig helt vildt. Jeg ser frem til at blive en del af en organisation, hvor kollegaer altid er tæt på, når der er brug for at drøfte en sag.
Duo er nu en trio
Jacob Vandborgs bedstefar var fisker, men det vil være en stramning at kalde familien for en fiskerfamilie – blandt andet fordi Jacob Vandborgs far de seneste 25 år har været ansat hos Vestas.
Privat har Jacob Vandborg netop købt hus med sin kæreste i Lind, og for et halvt år siden blev parret forældre for første gang, da Ella forvandlede familien fra en duo til en trio.
– Jeg ser frem til at arbejde sammen med det stærke erhvervsliv, der findes i Herning. Jeg er sikker på, at mine og Middelfart Sparekasses værdier har gang på jord i det midtjyske.