Middelfart Sparekasse har været i gavehumør, og det skabte glæde hos Bryndum Skole i Esbjerg, hvor nye computere blev overrakt.
Større tekst
- 100% +
Læs op

30 elever i indskolingen fik en dejlig gave

28. august 2025

Middelfart Sparekasse i Esbjerg besøgte forleden Bryndum Skole, hvor skoleleder Birgitte Lindberg Henriksen tog imod en gave, der faldt på et meget tørt sted, som hun sagde. I alt har 10 skoler og foreninger fået glæde af overskydende computere.

Falder på et tørt sted

Normalt er der liv, glæde og mange smil på Bryndum Skole i Esbjerg.

Forleden bredte de mange smil sig helt op på skolelederens kontor, hvor Birgitte Lindberg Henriksen har sin plads.

Det var nemlig store gavedag.

Middelfart Sparekasse i Esbjerg stod for gaverne, og erhvervsrådgiver Camilla Akselsen og afdelingsdirektør Henrik Toverud Stokkebæk var sendt i byen for at overrække 30 bærbare computere.

– Vi er meget glade for gaven, der virkelig falder på et tørt sted, siger Birgitte Lindberg Henriksen.

Et hurtigt telefonopkald

Hos Middelfart Sparekasse fik IT-afdelingen travlt efter udskiftning af bærbare computere i organisationen, for pludselig stod de med 200 af slagsen, som efter lidt kyndig kærlighed og grundig rensning var fuldt funktionsdygtige.

Medarbejderne hos Middelfart Sparekasse blev bedt om at indstille skoler, foreninger og lignende, der måske stod og manglede, og interessen var overvældende – blandt andre fra Camilla Akselsen, der selv har børn på Bryndum Skole.

– Jeg skyndte mig at ringe til Birgitte for at høre, om det havde interesse for dem, og det havde det heldigvis, fortæller Camilla Akselsen, der grinende tilføjer, at hun kunne have taget alle 200 bærbare computere, hvis det havde været muligt.

– Gaven ryger direkte i vores indskoling, når computerne lige har været omkring vores IT-afdeling, der gav grønt lys for at modtage dem. Det er et vigtigt værktøj for eleverne, selv om vi i indskolingen fastholder, at eleverne også skal arbejde uden digitale værktøjer i perioder, forklarer Birgitte Lindberg Henriksen.

Giver så god mening

Bryndum Skole har omkring 460 elever, og nu kan 30 af dem se frem til at modtage en ny computer.

– I Esbjerg Kommune er alle elever fra 4. til 9. årgang sikret en computer, og hvert år modtager vi ét sæt til én årgang fra Esbjerg Kommune. Der bliver slidt hårdt på computerne, så en gave som denne gør en kæmpe forskel for os, siger skolelederen.

Henrik Toverud Stokkebæk er bare glad for at bidrage lokalt, fortæller han, mens computerne, der er pakket i tasker og rygsække, bæres ind.

– Det er jo en del af vores dna hos Middelfart Sparekasse – det handler om at give noget tilbage – og ”Til fælles bedste” har været et motto hos os siden 1853. Det giver så god mening det her, og det er dejligt at mærke glæden og taknemligheden, siger afdelingsdirektøren fra Middelfart Sparekasse i Esbjerg.

Fakta

Følgende modtog bærbare computere fra Middelfart Sparekasse:

Kolding Friskole
Vejle Rideklub
Ådalsskolen
SOS Gambia
Bryndum Skole
Dagnæsskolen
Gårslev Skole
Engum Skole
Køng Friskole
Kirkebakkeskolen

Ny hjemmebane
Kraftig forstærkning til erhvervsafdelingen
Læs mere Kraftig forstærkning til erhvervsafdelingen
Råber op
Gadens Stemmer retter fokus mod udsatte
Læs mere Gadens Stemmer retter fokus mod udsatte
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os