Middelfarter vender hjem og skifter spor
25. august 2025
Christian Holm Michelsen har i en årrække været privatkundechef hos Middelfart Sparekasse i Tørring, men i fremtiden bliver han en del af sparekassens stærke erhvervshold i hovedsædet i Middelfart, og han kommer i den grad på hjemmebane. Han er langt fra alene om at juble, for afdelingsdirektør Mark Friis Jensen er meget tilfreds med tilgangen af en lokalkendt erhvervsrådgiver, der har et stort og bredt netværk.
Vil bruge sit lokalkendskab
Han er opvokset i Middelfart.
Han bor stadig i byen med sin kone og parrets to børn.
Christian Holm Michelsen har udskiftet de daglige køreture til Middelfart Sparekasse i Tørring, hvor han i en årrække har været privatkundechef, med en noget kortere transporttid.
Han er nemlig tiltrådt en trainee-stilling i erhvervsafdelingen i Middelfart Sparekasses hovedsæde på Havnegade i Middelfart, og der er i den grad tale om en hjemmebane for ham.
– Jeg har selvfølgelig et indgående kendskab til Middelfart og omegn, indbyggerne og virksomhederne, og det glæder jeg mig til at bruge i mit daglige arbejde. Derudover er det spændende at blive en del af en større afdeling, siger Christian Holm Michelsen, der dagligt kan hilse på både sin mor og lillebror, der begge er ansat hos Middelfart Sparekasse på Havnegade.
To forskellige discipliner
– På en intern lederuddannelse stødte jeg engang på Mark Friis Jensen, der er afdelingsdirektør for erhvervsafdelingen i Middelfart, og jeg kan huske, at jeg med det samme tænkte: Han er virkelig en fin fyr. Rar, venlig, skarp og dygtig, fortæller Christian Holm Michelsen.
Da han så åbningen i erhvervsafdelingen, tog han først en snak med HR-afdelingen, der nikkede ja til tankerne om et skifte, og derefter tog han en snak med Mark Friis Jensen.
– Og nu står vi her, hvor afdelingen simpelthen har taget så godt imod mig, hvilket motiverer mig endnu mere til at arbejde benhårdt og få nye erfaringer. Privat og erhverv er to forskellige discipliner, så der er meget nyt at lære, men heldigvis er jeg omgivet af kompetente kollegaer, der gør alt for, at det bliver godt, siger Christian Holm Michelsen.
En fantastisk tilføjelse
Mark Friis Jensen glæder sig også over tilgangen af Christian Holm Michelsen, og det gælder både på grund af menneskelige og faglige kvaliteter.
– Først og fremmest er Christian et dejligt og udadvendt menneske, der går ind i folk med træsko på. Derudover kender han branchen, og han viser med sit skifte til erhverv, at han er ærgerrig og vil fremad, siger Mark Friis Jensen og tilføjer:
– Christian har naturligvis et stort og bredt kendskab til Middelfart og hele området, og samtidig kender han Sparekassens værdier, så det er en fantastisk tilføjelse til vores i forvejen stærke hold, siger afdelingsdirektøren.