Forside Om os Flere til at levere de gode oplevelser for kunderne
Flere til at levere de gode oplevelser for kunderne
19. august 2025
I fodboldtermer ville det seneste transfervindue for Middelfart Sparekasse i Silkeborg bære beskrivelsen fremragende. Hele fire forstærkninger er det blevet til, og den massive optimering giver god mening, forklarer afdelingsdirektør Ann Merete Kongensgaard.
Oplever stor tilgang
– Det er alt andet end tilfældigt.
Sådan siger Ann Merete Kongensgaard, der har haft en travl sommer som afdelingsdirektør hos Middelfart Sparekasse i Silkeborg.
Hun har nemlig budt velkommen til hele fire nye medarbejdere, og de kraftige forstærkninger til et i forvejen stærkt hold giver mening, understreger hun med sigte på Rikke Kjelde, Lene Sarto, Krystian Bochenski Andersen og Morten Douglas Andersen.
– Vi oplever stor tilgang af kunder, og alle vores kunder skal have gode oplevelser hos os. Derfor optimerer vi med endnu flere kompetente og dygtige medarbejdere, fortæller afdelingsdirektøren.
Håndterer både privat og erhverv
Middelfart Sparekasse har været en del af Silkeborg i små fire år, og modtagelsen af en nærværende sparekasse har været flot.
– Det er ganske enkelt en fornøjelse at opleve den store søgning fra både privat- og erhvervskunder, og vi er glade for, at vi håndterer begge typer af kunder i det samme hus i Lysbro, siger Ann Merete Kongensgaard.
Lokalt engagement i centrum
Noget af det, hun blandt andet har været bannerfører for, er det lokale engagement, der betyder alverden for Middelfart Sparekasse.
Det kan sagtens være, du kan lokke lidt penge fra afdelingsdirektøren til et lokalt tiltag, men der følger som regel noget mere med – nemlig at Silkeborg-afdelingen ønsker at være en del af tiltaget med frivillige arbejdskræfter.
– Jeg er meget glad for de nye medarbejdere, der både fagligt og menneskeligt matcher de værdier, vi har i Middelfart Sparekasse. Derfor ved jeg også, at vi fortsætter med vores nærværende arbejde med kunderne, mens vi ligeledes bliver ved med at engagere os i Silkeborg og omegn.