Det giver stor værdi
En hilsen fra en mor siger det hele.
Sådan en fik folkene bag Fulton for nylig, og som mor blandt andet skrev, så står hun i dag med en søn med mere gåpåmod, der gerne siger, ”den klarer jeg”.
”En mærkbar forandring, så tusind tak for jeres nærvær for min søn”, skrev den taknemlige mor også i sin hilsen til de mennesker, der hvert eneste år gør en stor forskel for unge mennesker, der af forskellige grunde har svært ved at mestre eget liv.
Da Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand for Fulton Fonden, i sin tid rakte ud til Middelfart Sparekasse, åbnede administrerende direktør Martin Baltser straks døren for den tidligere minister og formand for Det Konservative Folkeparti, og kort efter var Middelfart Sparekasse den første ambassadør for Fulton Fonden.
– Fordi det giver værdi, lyder den enkle forklaring fra Martin Baltser, når han beskriver Middelfart Sparekasses bevæggrunde for at være en del af et ambassadørkorps, der i dag består af et stærkt netværk af virksomheder og fonde.
Det samme ædle formål
Fulton forbinder mange med den tremastede slettopskonnert fra 1915, men flåden består også af Fulton Energi I, der er en tidligere hjemmeværnskutter – ens for begge er, at de blandt andet tilbyder udsatte unge at blive en del af arbejdsfællesskabet ombord over en længere periode.
– Jeg husker Fulton og tidligere skipper Mogens Frohn Nielsen, der var kendt for kæft, trit og en enkelt lussing i ny og næ. Siden fulgte en årrække, hvor der var stille omkring Fulton, men Bendt Bendtsen var med til at genstarte noget, der giver så meget mening, siger Martin Baltser og tilføjer med et lunt smil:
– Som ung havde jeg nok også haft bedre af en tur med Fulton, i stedet for at køre på knallert og drikke øl.
I dag er tilgangen til de unge på Fulton anerkendende og inkluderende i en hverdag med simple principper og en klar struktur, men det ædle formål har ikke ændret sig – missionen er at hjælpe de unge med at finde vej i tilværelsen trods forskellige udfordringer.
En glimrende formidler ombord
– Jeg ser Fulton som et fyrtårn for vores samfundssind, og vi er som virksomhed stolt og glad for at bakke op om noget, der rimer perfekt på de værdier, vi selv er bygget på, siger Martin Baltser.
Rollen som ambassadør betyder blandt andet, at Fulton én gang om året anløber Middelfart, og det er en værdsat begivenhed, understreger Martin Baltser:
– På den måde får medarbejdere og kunder en tur på vandet med Fulton, og chefskipper Jakob Jensen er en glimrende formidler, der med sine fortællinger rører alle ombord. Derudover er det altid godt vejr, når Fulton rammer Middelfart …, jeg tænker, der er noget symbolik i det, siger den administrerende direktør.
Han håber, at alle i Middelfart Sparekasse bliver endnu gladere, fordi virksomheden bakker op om Fulton – som det også sker i mange andre sammenhænge.
– Vi rammer løbende mange mennesker, også i sammenhænge vi ikke flager med. Fulton er heller ikke markedsføring, det handler om at gøre noget for andre. Noget der giver værdi. Når vi siger, at vi gider dem, som gider andre, så mener vi det.