Større tekst
- 100% +
Læs op

Sådan kommer du igang

MitID

Tidligere har du skulle vente på, at det blev din tur til at få MitID. Men kan du ikke vente længere, kan du selv oprette dit MitID allerede i dag.

Opret MitID nu

Sådan får du MitID

For at få MitID skal du bruge:

  • en computer, tablet eller smartphone
  • dit NemID – nøglekort eller nøgleapp
  • adgang til SMS eller e-mail

Når du skal have MitID, er der flere trin, du skal igennem. Sæt derfor god tid af til at få MitID.

  • Du får automatisk besked, når det er din tur til at få MitID. Beskeden får du på et tidspunkt, når du logger ind i din net- eller mobilbank. Begynd
    forløbet, når du har god tid til det. Husk dog, at du skal gøre det inden for 30 dage, fra du får besked.

  • Du skal læse og acceptere vilkårene for brug af MitID.

  • Du skal nu vælge, hvordan du vil bruge MitID. For langt de fleste vil MitID app være det bedste og mest enkle valg. For dem, der ikke har mulighed
    for at bruge appen, vil MitID kodeviser være et godt alternativ, mens MitID kodeoplæser er beregnet til personer med nedsat syn.

  • Du skal indtaste dine kontaktoplysninger (e-mailadresse eller telefonnummer), så du senere kan få besked om MitID.

  • Du skal nu finde på et bruger-ID, som du skal bruge, hver gang du anvender MitID. Det må ikke være dit CPR-nummer. Find på en sammensætning af tal, bogstaver og specialtegn, som er svært for andre at gætte – men nemt for dig at huske. Du kan altid ændre dit bruger-ID på MitID.dk.

    Dit bruger-ID fra NemID er allerede reserveret til dig i MitID – dog ikke, hvis det er dit CPR-nummer.

  • Hvis du har valgt at bruge MitID app, skal du downloade den nu. Har du valgt MitID kodeviser eller MitID kodeoplæser, skal du bestille den med
    posten eller hente den i borgerservice.

  • Nu skal du aktivere MitID. MitID app aktiverer du ved at følge trinene i net- eller mobilbanken. MitID kodeviser eller -kodeoplæser aktiverer du
    ved at følge trinene i det medfølgende brev.

Sådan bruger du MitID

MitID er først og fremmest en app til smartphone og tablet. Du kan bruge MitID appen, som du bruger NemID nøgleapp i dag. Med et swipe kan du godkende med MitID på din smartphone eller tablet.

Til forskel fra NemID nøgleapp skal du selv åbne appen, når du skal godkende med MitID. Det er derfor en god idé at placere den et sted på din telefon, hvor du nemt kan finde den.

Det kan også være en god idé at lave backup af MitID, hvis du skulle miste din telefon. Det kan du gøre ved at installere MitID app på flere enheder, fx både din telefon og din tablet.

Sådan kan du også bruge MitID

Hvis du ikke har mulighed for at bruge MitID app, findes der to alternativer:

MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, som viser dig en engangskode, som du skal indtaste, når du skal bruge MitID. MitID kodeviseren er så lille, at du kan have den i dit nøglebundt eller i lommen.

MitID kodeoplæser har en stor skærm, der viser dig en engangskode, som du skal indtaste, når du skal bruge MitID. MitID kodeoplæser kan også læse engangskoden op. Den er beregnet til personer med nedsat syn.

Pas godt på MitID

1. Vis aldrig dine koder til andre.
2. Udlever aldrig din MitID app, -kodeviser eller -kodeoplæser til andre.
3. Del aldrig dit bruger-ID med andre – undtagen med supporten, hvis du selv kontakter den.
4. Godkend aldrig noget med MitID på baggrund af fx et opkald, e-mail eller besøg fra nogen, som udgiver sig for at være fra din bank, fra supporten eller noget helt tredje. Du vil aldrig blive kontaktet på den måde.
5. Læs altid, hvad du er ved at godkende med MitID. Hvis teksten ikke svarer til det, som du ønsker at gøre, eller hvis du ikke selv har igangsat handlingen, skal du lade være med at godkende.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os