Større tekst
- 100% +
Læs op

Til klima-kamp: Vi vil finde landets mest lovende, bæredygtige iværksætter

29. juni 2020

Innovation er afgørende, hvis vi skal nå de ambitiøse klimamål, både på nationalt og globalt plan. Der findes allerede en stor underskov af virksomheder over hele landet, som arbejder med bæredygtige løsninger eller produkter. For at sætte fokus på de mange virksomheder – og understøtte én af dem økonomisk – har vi  i Middelfart Sparekasse besluttet os for at finde – og kåre – landets mest lovende bæredygtige iværksætter.

Klima Boost – sammen med erhvervshusene

Under overskriften “Klima Boost” vil vi i samarbejde med landets seks regionale erhvervshuse finde de bedste ”grønne” iværksættere. Den bedste af de bedste iværksættere findes fredag den 4. september i forbindelse med det nationale klimafolkemøde i Middelfart, når vi inviterer til ”Klima Boost”.

“Det er faktisk imponerende, så mange virksomheder, der er stiftet med det mål at bidrage til at løse de helt store udfordringer, som denne og de kommende generationer står over for. Det vil vi gerne sætte fokus på, både for at hylde dem, der er i gang, og forhåbentlig anspore endnu flere til at gå samme vej,” siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.

Et “Løvens Hule”-koncept

Helt konkret går de seks regionale erhvervshuse nu i gang med at finde interessante bæredygtige virksomheder fra alle egne af landet. Efter sommerferien gennemgår en jury de kandidater, som erhvervshusene indstiller. Juryen udvælger herefter de seks – én fra hver region – der skal med på Klima Boost i den endelige dyst om de 250.000 kr.

“Vi leder efter de virksomheder, som er i gang og med et skud kapital kan tage virksomheden til næste niveau. Ud over den kontante indsprøjtning stiller vi også vores viden til rådighed for vinder-virksomheden. Det kan både være gængs økonomisk rådgivning, men også områder som marketing og kommunikation kan sættes i spil, hvis det giver mening,” siger Martin Baltser.

Et stærkt panel

Når de seks kandidater er fundet, og vi når fredag 4. september, vil et stærkt panel med brede kompetencer inden for forretningsudvikling og bæredygtighed få til opgave at finde en vinder. Det sker i et ”Løvens Hule”-setup, hvor hver virksomhed præsenterer sig for panelet, som derefter afgør, hvem af de seks der skal have præmien på 250.000 kr.

Panelet består af:

  • Signe Wenneberg, journalist og forfatter og klimaaktivist
  • Steen Hildebrandt, professor emeritus i organisations- og ledelsesteori, formand for 2030-panelet, der understøtter Folketingets tværpolitiske netværk for FN’s Verdensmål
  • Heidi Boye, landechef for Too Good To Go i Danmark, Ph.d. i forbrugeradfærd.
  • Tommy Ahlers, klimaordfører (V), fhv. uddannelses- og forskningsminister, iværksætter og investor
  • Peter Kofler, formand for Dansk Iværksætter Forening og sekretariatschef hos Ivækst.dk.

Interesseret – kontakt dit erhvervshus

Hvis din virksomhed kunne være landets mest lovende bæredygtige iværksætter, så er det med at tage kontakt til dit lokale erhvervshus. Det er her, kandidater kan melde sig og udfylde et skema med få, relevante oplysninger om virksomheden.

Vi glæder os til at finde vinderen af Klima Boost 2020 fredag den 4. september. Og vi glæder os til at høre fra de mange virksomheder, som hver dag arbejder på at bidrage til at løse de helt store udfordringer i samfundet.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os