Meget mere end en seniorarbejdsplads
7. juli 2023
Vi er stolte af, at Middelfart Sparekasse to gange inden for få år er kåret som Danmarks bedste seniorarbejdsplads. Men tag ikke fejl. Det er ikke kun seniorernes ve og vel, der ligger os på sinde. Faktisk vil vi vove at påstå, at årsagen til, at vi er en god arbejdsplads for seniorer er, at vi behandler denne gruppe med samme tilgang og årvågenhed som alle andre aldersgrupper.
Grundlæggende er vores tilgang, at vi skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker. Og de er ikke nødvendigvis ens på tværs af generationer. Vi har fx konstateret, at vores yngste kolleger har andre behov og ønsker end dem, hvor håret er begyndt at skifte farve.
De generationer, som netop er kommet ind på arbejdsmarkedet – og dem, der er på vej – stiller helt andre krav til løbende opfølgning, forventningsafstemning og feedback, end vi har været vant til. Det gælder ikke alle, men det gælder mange, og den form for ledelse skal vi også kunne håndtere.
De unges ønsker – når de selv formulerer dem
Vi kan gætte nok så meget om, hvad forskellige kolleger ønsker, hvis Middelfart Sparekasse skal være Danmarks bedste arbejdsplads for alle generationer, så er det letteste selvfølgelig at involvere kollegerne.
Vi har derfor sat vores unge kolleger sammen, så de i fællesskab har kunnet komme med deres ønsker til, hvad vi skal gøre for at være Danmarks bedste arbejdsplads for dem. Ønsker og forventninger til en arbejdsplads og en leder ændrer sig som alt andet over tid, og vi ser, at den yngre generation kort sagt drømmer om, at vi rykkere tættere på dem i form af løbende sparringssamtaler, tydelige udviklingsplaner og generelt en åben og ærlig forventningsafstemning.
Vi lader de unge komme til orde
Vores ledere skal med andre ord kunne tilpasse sig forskellige ønsker og forventninger, og ”plejer” er ikke længere nok til at stille alle kolleger i afdelingen tilfredse.
Det er oplagt at lade dem høre budskabet fra de unge selv, så ni unge kolleger deltog på vores seneste møde i Den brede ledergruppe – Sparekassens forum for alle ledere med fag- og personaleansvar. Her fik de mulighed for åbent og ærligt af fremlægge deres ønsker til lederen og arbejdspladsen.
En af dem, som kom på ”scene” var Maria Gangelhoff Schäfer, rådgiver i Kolding-afdelingen.
”Det var en oplevelse, som gav lidt sommerfugle i at maven, at få lov at stå foran hele Den brede ledergruppe. Det betyder meget for gruppen af unge, at Sparekassen lytter til os og ønsker at skabe den bedste arbejdsplads for alle. Vi føler os hørt og vigtige for Sparekassen, når vi får sådan en mulighed, siger Maria”
Adm. direktør Martin Baltser er glad for, at de unge tog udfordringen op.
”Det kræver mod at stille sig op foran en stor gruppe af ledere. Jeg er glad for, at vi har en kultur, hvor kollegerne tør gøre det – og ikke mindst sige deres ærlige mening. Åbenhed og ærlighed er kerneværdier i Sparekassen, og det gør mig stolt at se det udført i praksis, siger Martin Baltser.”
Konkrete tiltag
Arbejdet har resulteret i en række konkrete tiltag, som nu skal implementeres i afdelingerne og hos lederne. Det betyder bl.a.:
- tættere, løbende opfølgning fra både egen leder og HR med fokus på både uddannelse trivsel og karriere
- etablering af unge-netværk med henblik på at styrke de sociale relationer på tværs af afdelinger. De unge kolleger driver selv netværket
- mulighed for faglig sparring med unge kolleger på tværs af afdelinger fx gennem fælles afvikling af kundemøder