Større tekst
- 100% +
Læs op

Meget mere end bløde hatte

20. november 2023

Der serveres udelukkende kartoffelmos til frokost, fordi det er det eneste, medarbejderne kan tygge.

De forskellige domiciler består kun af elevatorer og lifte, fordi ingen medarbejdere kan klare trapperne, og i bagruden af alle medarbejdernes biler skimtes naturligvis en blød hat og en pude med broderede trafiktavler på.

Til julefrokosten spilles der Bjørn & Okay, Keld & Hilda samt Birthe Kjær – og musikken begynder først, når alle har fået en lur efter maden.

Sådan kunne dele af hverdagen se ud på Danmarks Bedste Seniorarbejdsplads, som Middelfart Sparekasse var i både 2019 og 2021, men virkeligheden viser et andet og knap så karikeret billede.

Ønsker at samle de unge

Sparekassens Unge Netværk (SUN) er det bedste og mest lysende eksempel på, at hverdagen i Middelfart Sparekasse også rummer masser af unge mennesker på tværs af afdelinger og jobprofiler, og for første gang har de alle været samlet i hovedsædet i Middelfart.

Gruppen består af unge under 35 år samt unge under uddannelse, og netværket drives af de unge medarbejdere selv.

– Vi er mange unge i Sparekassen, og med dette tiltag forsøger vi at samle de unge på tværs af jobprofiler og afdelinger, fortæller 29-årige Isabella Tovgaard Holm, der er en del af en arbejdsplads, hvor gennemsnitsalderen er i slutningen af 40’erne.

– Der kan være unge, som føler sig lidt alene blandt ældre medarbejdere, så vi forsøger at danne relationer mellem de unge, og det sker primært via sociale aktiviteter, fortæller hun og tilføjer, at heldags-arrangementer primært placeres om fredagen, så der er mulighed for de unge at forlænge festlighederne, hvis der er lyst til det.

Danner relationer via jobbet

Maria Gangelhoff Schäfer glæder sig ligeledes over netværket, fordi det udnytter, at vi er mange unge på tværs af afdelinger, som hun siger.

– Middelfart Sparekasse er jo ikke kun en god seniorarbejdsplads – det er også et sted, hvor yngre generationer måske i højere grad end tidligere danner relationer via jobbet, siger Maria Gangelhoff Schäfer, der er 31 år og mor til to små børn.

– Derfor tager jeg nok heller ikke med ud og drikker øl hver gang. Jeg vil gerne blive ved med at lære og sparre med kolleger, og det bliver lettere, hvis man kender lidt til hinanden, mener hun

Netværket er bygget fleksibelt, så det både kan bruges fagligt og socialt, og netværket er ligeledes en understregning af, at Middelfart Sparekasse selvfølgelig rummer alle aldersgrupper.

Der findes faktisk ingen ungepolitik i Sparekassen, og kåringen som Danmarks Bedste Seniorarbejdsplads kom ikke som følge af en seniorpolitik – en sådan findes nemlig heller ikke.

– Vi behandler unge, midaldrende og ældre på præcis samme måde – og det er med respekt og ordentlighed, forklarer HR-konsulent Michael Lindgaard Hedemann.

Læs mere
Vi investerer i dig fra første arbejdsdag
Læs mere
Se ledige stillinger
Kom med på holdet
Læs mere
Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os