Thomas Bundgaard fra Bundgaards Biler slår fast, at han skylder Kenneth Larsen fra Middelfart Sparekasse tak for virksomhedens udvikling.
Større tekst
- 100% +
Læs op

”Jeg håber, han er bankmand resten af sit liv”

29. november 2024

Hos Middelfart Sparekasse i Silkeborg sidder Kenneth Larsen som erhvervskundechef, og det er Thomas Bundgaard meget tilfreds med. Fordi han dermed har en bankmand, der altid siger: ”Det lyder spændende, det skal vi prøve at nå i mål med”.

Lettere hovedrysten

Han ville købe en brandtomt.

I midtjyske Bording af alle steder.

Det var ikke så meget prisen, der skabte lettere hovedrysten hos folk – det var mere det faktum, at han i forvejen havde eget autoværksted i byen og to små børn derhjemme.

Han manglede ikke noget at lave, og der var ikke mange udover Thomas Bundgaard, der brød sig ret meget om idéen.

Har kæmpet for mig

– Men Kenneth sagde, at det lød spændende – det skal vi prøve at nå i mål med. Som han stort set altid gør, siger Thomas Bundgaard med reference til Kenneth Larsen, der er erhvervskundechef hos Middelfart Sparekasse i Silkeborg.

– Jeg ved, hvor meget Kenneth har kæmpet for mig, og købet af brandtomten endte med at blive en fornuftig forretning, lyder det ydmygt fra Thomas Bundgaard, mens han nikker over mod bygningen ved siden af Bundgaards Bilers værksted.

Rema 1000 har nemlig købt en del af grunden, og lige om lidt kan de cirka 2.400 indbyggere i Bording handle i en nyetableret Rema 1000-butik.

– Generelt dør mange idéer i mødet med et pengeinstitut, og det er ærgerligt for de mange iværksættere, der ønsker at skabe noget og bidrage til vækst og udvikling, mener Thomas Bundgaard.

Det var vanvittigt hårdt

Han understreger, at Kenneth Larsen har en kæmpe aktie i, at landmandssønnen og den uddannede mekaniker har skabt en forretning, hvor han ikke længere er lige så afhængig af kreditafdelingers nåde, som han var tidligere.

– Hvis jeg i dag vidste, hvad det krævede af arbejde efter købet af brandtomten, ville jeg nok ikke gøre det igen. I over et år blev alle aftener, weekender og huller i kalenderen brugt på at renovere. Det var vanvittigt hårdt, husker Thomas Bundgaard.

Han beskriver sig selv som stædigt menneske med en naiv tilgang til det meste, men bange for at arbejde kan man ikke beskylde ham for at være.

Fuldtidsjob plus eget værksted

– Da jeg etablerede mig som selvstændig mekaniker, gik Kenneth med, men han var påpasselig og opfordrede mig til at finde en fast indtægt ved siden af. Så i over et år havde jeg fuldtidsjob udover mit eget værksted, og i den periode lavede jeg ikke andet end at arbejde, spise og sove.

Som 16-årig lånte han 5.000 kroner af sin far, så han kunne købe en renoveringsmoden Toyota Starlet – en bil han senere solgte videre for 15.000 kroner – og det blev det første frø til en tid som selvstændig.

– I min verden skal en bankforbindelse rumme lige dele faglighed og menneskelig forståelse, og det gør Kenneth. Samtidig er han superflink, og jeg vil gå så langt som til at sige, at det udelukkende er Kenneths skyld, at jeg er, hvor jeg er i dag, siger den 37-årige værkstedsejer og tilføjer:

– Jeg håber, han er bankmand resten af sit liv.

Bundgaards Biler

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os