En meget glad mand og to meget misundelige sønner
3. maj 2024
Iben Søgaard, der er kunde hos Middelfart Sparekasse i Odense, blev den heldige vinder af den konkurrence, som LOPI Mastercard havde udskrevet – nu står hun med to billetter til Champions League-finalen i fodbold, som spilles på Wembley i London, og udover billetterne følger der 15.000 kroner med som lommepenge.
To eftertragtede billetter
Det vil være en stramning at kalde Iben Søgaard for en fodboldtosse.
Omvendt har hun en mand, som elsker fodbold – det samme gør parrets to sønner – så lidt fodbold er og har der været i hendes liv.
– Jeg ser da fodbold, men det er dog ikke på niveau med de mandlige medlemmer af familien, fortæller hun.
Ikke desto mindre er det hende, der har sørget for, at hun råder over to eftertragtede billetter til Champions League-finalen den 1. juni på Wembley i London.
Uden at have brugt én krone på dem.
Fik nyheden af rådgiver
Iben Søgaard fra Middelfart blev nemlig den heldige vinder af konkurrencen hos LOPI Mastercard, hvor præmien var to billetter til Champions League-finalen samt 15.000 kroner i lommepenge – den samlede værdi på gevinsten er 36.750 kroner.
– Det var vores rådgiver, Mette Glasdam i Odense, som ringede til mig for at overbringe den glædelige nyhed, og det var da virkelig en dejlig nyhed at få, slår hun fast.
Der er dog ifølge Iben Søgaard ingen tvivl om, at glæden var mere udtalt hos hendes mand, som skal gøre hende selskab til en af verdens største fodboldbegivenheder.
– Pludselig stod jeg med en meget glad mand, men jeg stod også med to meget misundelige sønner. Desværre er der kun to billetter, og det er svært at fordele dem ligeligt mellem fire personer, som hun siger.
Hun styrer lommepengene
Hun er sikker på, der venter parret en kæmpestor oplevelse, og samtidig bliver der også rig mulighed for at udforske Londons fristelser med en god portion lommepenge på lommen.
– Det var dig, som vandt præmien, så det er vel også dig, der styrer lommepengene på turen?
– Ja, selvfølgelig, siger Iben Søgaard grinende.
Tiden må vise, om hendes mand på et tidspunkt kommer og beder om lidt penge til en lille øl.
I skrivende stund er Champions League-finalisterne ikke fundet, men det bliver Bayern München eller Real Madrid som møder Borussia Dortmund eller PSG, og opgøret på ikoniske Wembley fløjtes lørdag den 1. juni i gang klokken 21.00 dansk tid.