Helt nede på jorden
Jesper Larsen og Thomas Hansen er ydmyge mennesker.
Sammen har de skabt og driver Kokkekompagniet i Kolding, men de er, som de altid har været, selv om de i dag står i spidsen for en stor og succesrig virksomhed.
Ingen af dem er bange for at hjælpe på gulvet, hvis der er behov for det på travle dage, og selv deres ægtefæller træder gerne til, hvis en uventet og ekstraordinær situation opstår.
– Jesper og Thomas er, som de er, helt nede på jorden, og de går altid rigtig langt for deres medarbejdere og kunder.
Vi bliver set og hørt
Ordene kommer fra Troels Kehlet, der er erhvervsrådgiver hos Middelfart Sparekasse i Kolding, der har været samarbejdspartner, siden Kokkekompagniet gik fra at være et hobbyprojekt til en virksomhed.
– Jesper, som er bager, og Thomas, der er kok, er gode til at følge med tiden. De er innovative, og for eksempel er de stærke på store ordrer, hvor mange mennesker skal bespises på samme tid. Derudover har de været dygtige til at samle på gode medarbejdere, lyder det rosende fra Troels Kehlet.
Som Jesper Larsen siger, begyndte rejsen i Middelfart Sparekasse, som på den måde har været med fra første dag.
– Lige siden har vi haft følelsen af, at de er der for os, og det er en rar følelse, siger Jesper Larsen, mens Thomas Hansen supplerer:
– Vi betragter Middelfart Sparekasse som en samarbejdspartner, hvor vi altid bliver set og hørt.
Ordentlighed i hverdagen
Kvalitet er en selvfølge for makkerparret, og derudover er ordentlighed over for kunder og medarbejdere noget, der har været en integreret del af Kokkekompagniet i alle år.
– Vores værdier i dag er præcis de samme, som vi stod med, da vi etablerede virksomheden i 1999, afslører Thomas Hansen.
Ordentligheden over for medarbejderne underbygges blandt andet af historien om, at Thomas Hansen engang selv skrællede en stor portion kartofler for at vurdere tidsforbruget, så han i tilbuddet til kunden kunne give en realistisk pris på kartoffelsalat uden at presse sine medarbejdere unødigt i produktionsfasen.
– Præcis som os tager Kokkekompagniet det sociale ansvar seriøst, hvilket bidrager til billedet af en virksomhed, der tænker på meget mere og andet end bundlinjen, siger Troels Kehlet, der bakkes op af centerdirektør hos Middelfart Sparekasse i Kolding Christian Michelsen:
– Vi er meget glade for at samarbejde med Kokkekompagniet, og man må bare sige, at de gør det fuldstændig fantastisk, slår centerdirektøren fast.
Hvis du har lyst, kan du i nedenstående video komme lidt tættere på to jordnære iværksættere, der aldrig går på kompromis med kvalitet, medarbejdertrivsel og kundetilfredshed.