Bolig
Fem gode råd til dit første boligkøb
22. oktober 2025
Er du ved at tage springet ind på boligmarkedet, er der meget at tage stilling til. Det kan hurtigt virke uoverskueligt – og du er langt fra den eneste, der har det sådan.
Her får du nogle gode råd, du kan bruge, når du køber bolig for første gang.
Tænk langsigtet
Det betaler sig at tænke langsigtet. Et boligkøb koster både tid og penge – til fx mægler, gebyrer og tinglysning – og derfor er det en fordel, hvis du planlægger at blive boende i mange år.
Derudover kan boligpriserne falde, og så risikerer du, at boligen bliver mindre værd end det, du har lån for i boligen. Mange førstegangskøbere har både et realkreditlån på 80 % af boligens værdi og et banklån oveni, der kan være på helt op til 15 %. Samlet kan lånet altså udgøre helt op til 95 % af boligens værdi.
De første år efter boligkøbet skal der derfor ikke ret meget til, før et fald i boligprisen gør, at boligen bliver mindre værd end gælden. Men med tiden får du afdraget på gælden, og derfor bliver du mere modstandsdygtig over for prisfald, jo længere tid du bor i boligen.
Køb efter behov
Du skal kun købe en bolig, hvis du har behov for et sted at bo. Det kan være fristende at forsøge at købe på ”det rigtige” tidspunkt og få en gevinst i form af en højere pris ved et fremtidigt salg. Det er en risikabel strategi, da boligmarkedet hurtigt kan vende.
Det vigtigste er, at boligen passer til dig – ikke til markedet.
Spar op i god tid
Begynd at spare op i god tid, så du har til udbetalingen. Som minimum skal du selv komme med 5 %, men derudover skal der også være til flytning, maling og småforbedringer.
Et boligkøb betyder ofte, at dit rådighedsbeløb falder, fordi de faste udgifter stiger. Det er derfor en god idé at øve sig i at leve for lidt mindre allerede nu – det viser både dig selv og banken, at du kan få økonomien til at hænge sammen.
Det er ikke sjovt, hvis du sætter dig så hårdt i boligen, at det begrænser dit øvrige forbrug for meget.
Se på en masse boliger
Når du skal vælge dit første hjem, er det en god idé at se mange forskellige muligheder – både i pris og beliggenhed. Skal boligen ligge centralt, eller er det vigtigere med god plads? Ønsker du en have, altan – eller måske noget helt tredje?
Tag dig tid – den bolig, der føles rigtig i maven, er som regel den, der passer bedst til dig.
Tal med din rådgiver
Før du kaster dig ud i boligjagten, så tag en snak med din rådgiver i Sparekassen.
Sammen kan I se på din økonomi og finde ud af, hvor meget du har råd – og lyst – til at betale om måneden. Så ved du, hvad der er realistisk – og du kan gå på boligjagt med ro i maven.
Hvad gjorde boligchefen selv?
Lyt til vores podcast om det første boligkøb, og bliv klogere på, hvad vores boligekspert selv gjorde da han købte sin første bolig. Han deler samtidig hans erfaringer, tips og svar på de spørgsmål, mange stiller sig selv som førstegangskøbere.
>> Hør den her eller der, hvor du plejer at høre podcasts.