Gode rådgivere er gode at have med, når du bygger nyt
2. juni 2025
Kim Jensen er boligchef hos Middelfart Sparekasse, og han opfordrer til grundig forberedelse, hvis du overvejer at gå i gang med et byggeprojekt.
2. juni 2025
Kim Jensen er boligchef hos Middelfart Sparekasse, og han opfordrer til grundig forberedelse, hvis du overvejer at gå i gang med et byggeprojekt.
Overvejer du at bygge familiens drømmehus.
En bolig der i mange år danner rammen for store oplevelser og dejlige minder for både store og små.
Men hvad sker der egentlig, når du præsenterer din idé om et byggeprojekt i dit pengeinstitut?
Hvad er det, den finansielle sektor fokuserer på?
– Helt overordnet er grundig forberedelse vigtig. Det inkluderer blandt andet et realistisk budget for projektet, og det er altid en god idé med lidt luft i budgettet, da der ofte opstår uventede udgifter undervejs, siger Kim Jensen.
Boligchefen fra Middelfart Sparekasse fortæller, at flere ting er med i overvejelserne, når der kigges på et byggeprojekt.
– Vi ser blandt andet på, hvem der skal bygge. Er det et kendt, erfarent og landsdækkende firma med et godt renommé, eller er det en mindre bygherre med få år på bagen. Den slags spiller en rolle, og det samme gør de rådgivere, der er tilknyttet projektet.
Ifølge Kim Jensen er det vigtigt med gode rådgivere, for eksempel ens pengeinstitut, en byggerådgiver og en advokat, hvor sidstnævnte for eksempel læser entreprisekontrakten igennem og garanterer, at alt er, som det skal være – vel at mærke inden der skrives under.
– Mange ser en byggerådgiver som en ekstra omkostning, men i det store billede er det godt givet ud. Det kan for eksempel være i forhold til gældende lovgivning og de større og større krav til bæredygtighed og CO2, siger Kim Jensen.
I et byggeprojekt spiller placeringen i forhold til nærmiljø, skole, pasnings- og indkøbsmuligheder ligeledes en rolle, og det er der især én grund til:
– Det handler om gensalgs-mulighederne. De øges, hvis de nævnte ting er i nærheden af boligen, siger Kim Jensen.
Bliver der først nikket til et byggeprojekt, gælder finansieringen typisk i 12 måneder, og det er også muligt at få en grundkøbskredit, hvis du finder grunden, inden byggeprojektet er på plads.
– På markedet er det normalt sådan, at typehusfirmaerne først skal have penge, når nøglerne til det færdige hus afleveres, siger Kim Jensen og tilføjer:
– Det vigtigste i et byggeprojekt er efter min mening gode rådgivere. Har du dem med, undgår du mange bekymringer og dårlige beslutninger – og det er noget, vi hos Middelfart Sparekasse også gerne bidrager til.