Toldbodvej 2 i Vejle
Print Friendly, PDF & Email
Share Button

Det er efterhånden 21 år siden, vi åbnede vores afdeling i Ødsted. Afdelingen har i dag flere kunder, end der er indbyggere i byen, for vi har oplevet stor opbakning fra lokalområdet hver eneste dag lige siden åbningen.

Man siger, at alt godt har en ende. Det gælder også vores afdeling i Ødsted. Primo 2019 samler vi vores tre afdelinger i Vejle-området, Ødsted, Vinding og Vejle, på én ny adresse: Toldbodvej 2 i Vejle. Det bliver en afdeling med ca. 30 medarbejdere.

Du beholder din rådgiver

Målet med at flytte sammen er et ønske om vækst. Både Anne Marie, Jette og jeg flytter med til den nye afdeling, så du beholder din personlige rådgiver – og kan i det hele taget møde de kendte ansigter på den nye adresse.

Den bedste overgang for dig som kunde

Som kunde i Ødsted kan du spørge, hvorfor vi lukker en afdeling, der er velfungerende og har stor opbakning fra lokalsamfundet. At det sker nu skyldes, at vi fik mulighed for at få en optimal placering i Vejle med plads til at samle alle medarbejdere fra Ødsted, Vinding og Vejle – og også plads til flere på sigt.

Afdelingen har haft en naturlig udløbsdato, da det i dag er meget svært at rekruttere nye medarbejdere til en afdeling med tre medarbejdere. Vi i Ødsted-afdelingen er glade for, at du som kunde kan flytte til den nye afdeling i Vejle sammen med os, og vi ser frem til at blive en del af afdelingen på Toldbodvej 2.

Vi bakker stadig op om Ødsted

Selv om vi fra nytår ikke længere har en afdeling med faste, daglige åbningstider i Ødsted, så glemmer vi ikke byen og den opbakning, vi har mærket i over 20 år. Vi vil fortsat støtte op om lokale initiativer og begivenheder, og vi bevarer også hæveautomaten i bygningen på Ribevej 50A. Her kan du fortsat klare de mest basale bankforretninger. I automaten kan du nemlig hæve danske kroner og euro, og du kan også indsætte danske kroner (sedler).

Har du spørgsmål – så er vi klar til at svare

Vi er ikke i tvivl om, at beslutningen på langt sigt er den rigtige, både for dig som kunde, medarbejderne i de tre afdelinger og Sparekassen. Du er altid velkommen til at stille de spørgsmål, du måtte have. Du kan skrive til os her: flytning@midspar.dk.

Vi glæder os til at byde dig velkommen i den nye afdeling på Toldbodvej 2. Du kan følge med i tilblivelsen af den nye afdeling på midspar.dk/nyvejle. Vi kender endnu ikke den præcise dato for flytningen, men du vil selvfølgelig få besked i god tid inden.

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så holder vi dig opdateret med, hvad der sker i Sparekassen.

  • Jeg accepterer, at Middelfart Sparekasse må kontakte mig på e-mail om relevante emner som pension og investering samt alle de kultur- og sportsarrangementer Middelfart Sparekasse arrangerer eller støtter. Jeg accepterer desuden, at mine data behandles med henblik på at sende mig så relevant information som muligt.Læs mere om betingelserne for Middelfart Sparekasses nyhedsbrev her >>

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.