Menu 
Peter Møller 25 års jubilæum

Vicedirektør Peter Møller har 25-års jubilæum i Middelfart Sparekasse

Når bare du er flittig og arbejdsom, så skal det hele nok gå. Den indstilling til arbejdslivet har budt Peter Møller på mange interessante job i finanssektoren, og den 1. januar kunne han fejre 25-års jubilæum i Middelfart Sparekasse med titlen vicedirektør. Det er en titel, han har haft, siden Martin Baltser tiltrådte som adm. direktør i sparekassen i 2012.

At han skulle nå så langt, var ikke i tankerne, da forældrene foreslog ham at søge en elevplads i Provinsbanken i Nørager i 1977. Det var det sikre valg, og derfor blev det banken i hjembyen i Himmerland og ikke den tøjforretning, hvor han også blev tilbudt en elevplads, der fik glæde af ham.

Af natur er Peter Møller den udadvendte type, som elsker at stå over for andre – og at komme med en frisk bemærkning til alle på sin vej. Udadtil er det dog sjældent, at vicedirektøren tegner Middelfart Sparekasse.
– Mit job er at gøre dem adm. direktør så stærk som muligt. Og at eksekvere på de beslutninger, der træffes. Det er et job, jeg elsker, og i bund og grund handler det om at være glad, når du står op og går på arbejde og at være glad, når du går hjem, siger Peter Møller. Indadtil i organisationen er han anderledes synlig. En kulturbærer, kan man roligt kalde ham. Peter Møller er da også ophavsmanden til denne rammende beskrivelse af sparekassen: “En moderne sparekasse baseret på gamle dyder. ”
– Det betyder, at vi tilbyder tidssvarende digitale services, men det er relationen mellem mennesker, der kommer først, siger Peter Møller.  Og sådan er det også for Møller, som han oftest kaldes i sparekassen.

Du bestemmer

Selv glemmer Peter Møller aldrig sit første møde med kulturen i Middelfart Sparekasse. Det var en lørdag formiddag, da han var til samtale om et job som afdelingsdirektør i Vejle, hvor sparekassen ville åbne afdeling i 1992.
– Så spurgte jeg den daværende direktør, Brønserud, hvor afdelingen skulle ligge. Han svarede, at det vidste han ikke noget om – det var jo mig, der kendte Vejle. Senere spurgte jeg, hvem vi skulle ansætte. Brønserud svarede, at det vidste han ikke – det var ikke ham, der kendte nogen i Vejle. Det var mit første møde med den tillid, der gennemsyrer kulturen i sparekassen, fortæller Peter Møller.

I rollen som vicedirektør har han ledelsesansvaret for en række områder som it, marketing og forretningsudvikling, HR og administrationen samt fagområderne bolig, investering, pension og erhverv. Han har derfor rig lejlighed til at lede ud fra de samme principper, som han blev mødt med i de tidligere 1990’ere i Vejle.

Fra 1992 til 2006 var Peter Møllers base i Middelfart Sparekasse i Vejle. Først som leder af afdelingen i Vejle og siden som områdedirektør, da flere afdelinger i blandt andet Uldum, Hedensted, Ødsted og Vinding kom til. I forbindelse med en organisationsændring i 2006 kom han til hovedsædet som en del af den øverste ledelse med titlen kundedirektør. Titlen blev som nævnt ændret i 2012, da den nye direktør ændrede organisationen.

Selv begriber jubilaren dårligt, at der er gået 25 år.  – I princippet er der ikke sket andet end, at vi har ekspederet en hulens masse kunder, siger han. Og dog. For når bare man er flittig og arbejdsom, så sker der altid en hel masse.

Tilmeld dig Middelfart Sparekasses nyhedsbrev, så holder vi dig ajour med alt,
hvad der sker i Sparekassen.

Tilmeld nyhedsbrev

I vores nyhedsbrev holder vi dig ajour med alt, hvad der sker i Sparekassen.

Det er gratis at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere om nyhedsbrevet her