Print Friendly, PDF & Email
Share Button

Lone er pædagog og købte i 2013 en bolsjefabrik. Sparekassen hjalp med finansieringen. Men hvorfra kom lige ideen om at købe en bolsjefabrik…?

Lone Temnæs er 43 år og uddannet pædagog. Hun forlod sit fag for at lave bolsjer.
– Jeg mente ikke, jeg skulle være pædagog resten af mit liv og havde spekuleret på, hvad jeg så skulle. En dag spurgte min mands revisor, om ikke det var noget at købe en bolsjefabrik? En bolsjefabrik…? Nej, det var det nu ikke. Men så gik der alligevel nogle måneder, hvor jeg spekulerede på ideen, forklarer Lone Temnæs. En dag tog hun ned og kiggede på fabrikken og snakkede med ejerne – et ældre ægtepar, hvor konen Jette var på vej på deltid, og manden Ole var pensionist. Fabrikken skulle sælges, når den rigtige køber kom. De havde startet Stilling Naturbolcher hjemme i deres køkken i 1997. Bare som en biindtægt ved salg på kræmmermarkeder. Bolsjefremstillingen var dog stille og roligt vokset sig stor. Lone faldt for historien og tanken om at sælge bolsjer.

– Der er noget fascinerende og positivt ved bolsjer. De er forbundet med en glæde og forventning, forklarer hun. Da hun skulle finde penge til at købe fabrikken, var det dog knap så positivt. Hendes bank ville ikke være med. En anden sagde også nej. Hun mistede modet, men fik et tip af sin svigersøn om at prøve Middelfart Sparekasse.
– Jeg kontaktede Sparekassen og mødte en oprigtig interesse for mit projekt. Rådgiveren tog med ud og så på fabrikken og satte sig ind i mit ønske, siger Lone. Selv om rollen som forretningsdrivende var ny, skræmte det hverken Lone eller rådgiveren. Efter knap to uger havde hun lånet hjemme.

Fra børn til bolsjer
Det var noget af et spring fra arbejdet med børn til opgaverne på en bolsjefabrik. Men Lone har ikke fortrudt.
– Jeg nyder at have et arbejde, hvor jeg kan se resultatet af min indsats hver eneste dag. Jeg synes, det er fascinerende at producere noget – at sætte noget over at koge, og så kommer der bolsjer ud i den anden ende, siger hun. De bruger kun naturlige og naturidentiske farver og aromastoffer. Deraf navnet Stilling Naturbolcher. Bolsjemassen koges op over åben ild og bliver håndæltet. En maskine sørger for at vride bolsjemassen og en anden udskærer den i passende stykker. Maskinerne er dog ikke fuldautomatiske, så der er hele tiden mennesker omkring bolsjemassen. Selv om arbejdsdagene på fabrikken er lange, så savner hun ikke arbejdet som pædagog.
– Det er blevet svært at opnå en tilfredsstillelse som pædagog. Der er mange børn og for lidt tid. Mange børn lærer heller ikke at tage hensyn til andre hjemmefra – og det har en slagside, siger hun.

Ikke benhård business
Fra sit arbejde i en institution og fra en tid som taxavognmand er Lone vant til at træffe beslutninger. Men hun er ikke nogen benhård og målrettet businesskvinde.
– Jeg har ingen ambitioner om, at det skal vokse sig kæmpestort. Jeg vil bare gerne være glad for at gå på arbejde. Det meldte jeg ærligt ud til Sparekassen, og det var fint med dem. Jeg har heller ikke på nogen måde været bolsjeentusiast tidligere. Men jeg troede på det. Med Jette og Oles hjælp skulle det nok gå. Vi aftalte en overgangsperiode, hvor de hjalp til. Jeg har også haft stor hjælp af de tre medarbejdere, der fulgte med. I dag har Lone ansat en medarbejder mere, så de nu er fire. Og hun er begyndt at udvikle flere bolsjevarianter. Senest et blåbærbolsje, så der nu er 37 slags sukkerbolsjer. Hun oplever samtidig en stigende efterspørgsel på sukkerfrie bolsjer, som hun især leverer til to store grossister. Ellers er det målet at sælge flere bolsjer til små specialbutikker og virksomheder, der ønsker ’søde’ visitkort. På den måde kan en virksomhed blive set på en sympatisk måde.

Bolsjer hjælper patienter
Lone har også gang i et andet projekt. Hun bidrager til et forsøg under Århus Sygehus, som skal hjælpe småtspisende alvorligt syge med at få nok at spise.
– Patienter, der får meget medicin, lider ofte af mundtørhed, så de har svært ved at tygge og synke. Her kan syrlige bolsjer hjælpe med at sætte gang i spytproduktionen, forklarer Lone. Hun har derfor udviklet nogle bolsjer med en ekstra syrlighed. De skal fremme lysten og evnen til at spise og dermed forbedre ernæringen hos småtspisende. I projektet testes form, farve, syreindhold og smag.
– Jeg håber, at jeg kan være med til at hjælpe nogle mennesker. Selv om det bare er bolsjer, så handler det om livskvalitet og trivsel. Som pædagog kommer jeg med en menneskelig synsvinkel. Jeg vil også gerne skabe en god arbejdsplads for mine kolleger, hvor vi har respekt for hinanden og har det godt. På den måde passer jeg rigtig godt til Middelfart Sparekasse og deres værdigrundlag. Det handler om det nære og om, at man skal være ordentlig. Det kan jeg godt lide. Selvfølgelig gør man det for at tjene penge, men man skal tjene sine penge med god samvittighed, siger Lone. Næste mål for Lone er at få en forhandler i de fleste provinsbyer i Jylland og komme over Lillebælt og få forhandlere på Fyn.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så holder vi dig opdateret med, hvad der sker i Sparekassen. Samtidig er du med i konkurrencen om et gavekort á 500 kroner.

Tilmeld nyhedsbrev

I vores nyhedsbrev holder vi dig ajour med alt, hvad der sker i Sparekassen.

Det er gratis at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere om nyhedsbrevet her