Peter Kildemand sætter stor pris på sine sponsorer. Uden samarbejdet med dem, kunne han ikke køre med det setup, han gør med fuldtids manager og to mekanikere.
Print Friendly
Share Button

Middelfart Sparekasse er sponsor for Peter Kildemand i 2016. Den lokale Sparekasses logo var på tøjet, da speedwaykøreren vandt sæsonens første VM-løb.

Pokalen fra Fjelsted Speedway Klubs microstævne i sommeren 1995 er noget revnet og forslået. Men den har sin plads på hylden ved siden af nyere, større og flottere pokaler. Som et minde om, hvor det hele begyndte – og hvor Peter Kildemands base stadig er.

Her på hans værksted i Odense er hans to mekanikere i gang med at fintune de fem cykler, han kører på. Med en tætpakket løbskalender, der sender Kildemand i fast rotation mellem Polen, Sverige og Danmark, skal der være cykler nok til, at de kan være på to adresser på én gang.

Værkstedet her i Odense-forstaden Dyrup er sammen med lejligheden i polske Rybnik de faste holdepunkter i en berejst tilværelse. 120.000 kilometer kører Team Kildemands to varevogne årligt, nogle gange med Peter som passager, men oftest flyver han mellem landene for at være så udhvilet som muligt, når der skal køres løb.

I verdenseliten med lokalt setup

Fredag 29. april åbnede han sæsonen på den helt store scene – årets Grand Prix-stævner, hvor den samlede vinder kan kalde sig verdensmester – med et brag. Trods et par bøjede ribben gik han hele vejen og vandt GP-stævnet i Slovenien.

Første skridt på vejen mod det helt store mål – VM-titlen – er taget. Badet i rampelyset fik en række firmaer fra lokalområdet vist deres logoer frem for verdenspressen. Heriblandt Middelfart Sparekasse, der er sponsor for Kildemand i 2016-sæsonen.

“Det betyder meget for mig, at det er lokale firmaer, der står bag mig. De tror på mig og mange har fulgt mig gennem flere år. Det er et langt og hårdt arbejde at kæmpe for at blive verdensmester. Jeg føler, at mine sponsorer bakker mig op i det arbejde. Desuden får sponsorerne også et sammenhold, da mange af dem er fra samme område,” siger Peter Kildemand.

Selv om han de seneste år er blevet en del af verdenseliten, kan han ikke leve af præmiepengene alene.

“Med det setup, jeg har valgt, har jeg brug for sponsorindtægter,” siger Peter Kildemand, som tror på, at det er nødvendigt med ro omkring sig for at kunne fokusere 100 procent på sporten. Derfor har han i snart et år haft en manager på fuld tid samt to mekanikere til at sørge for, at de fem motorcykler altid er klar.

Kildemand til webben3

For Middelfart Sparekasse var det et naturligt valg at støtte Peter Kildemand. Selv om vi er mest kendt for at støtte breddeidrætten, var samarbejdet med eliteidrætsudøveren Peter Kildemand oplagt. Han er et levende bevis på værdien af at bevare det lokale tilhørsforhold, da han fortsat stiller op for Team Fjelsted, selv om andre klubber har tilbudt ham bedre løn. Samtidig er Peter en venlig, arbejdsom og seriøs mand, der har bevaret ydmygheden, selv om han er på vej mod stjernestatus i sin sportsgren.

At han lagde ud med en Grand Prix-sejr i 2016-sæsonen er lige efter bogen. Peter Kildemand mener selv, at han nu har niveauet til at køre med om den samlede sejr.

“Min udvikling har været stille og rolig. Jeg har bygget lidt på fra sæson til sæson, og nu føler jeg, at jeg har niveauet og rutinen til at være med blandt de allerbedste,” siger Peter Kildemand.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så holder vi dig opdateret med, hvad der sker i Sparekassen. Samtidig er du med i konkurrencen om et gavekort á 500 kroner.

Tilmeld nyhedsbrev

I vores nyhedsbrev holder vi dig ajour med alt, hvad der sker i Sparekassen.

Det er gratis at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere om nyhedsbrevet her