Print Friendly, PDF & Email
Share Button

For 24-årige Philip og 22-årige Thorkild har kombinationen af leg og erhverv ført til stor international succes, og de er netop nomineret som Årets Unge Håb af IVÆKST. Men det kræver hårdt arbejde at være iværksætter. Det forudsætter et solidt kapitalgrundlag og derfor et opbakkende pengeinstitut.

Philip Eldridge og Thorkild May ridder på en bølge af succes. På blot fire år har de omvendt et hobbyerhverv til en millionforretning og lever i dag som professionelle kendama-spillere og stolte stiftere og ejere af virksomheden Kendama.dk og brandet KROM Kendama, som sælges i 24 lande på tværs af kloden.

Kendama er et motorisk styrkende legetøj af japansk oprindelse, som består af Ken (greb) og Tama (bold) forbundet med en stærk nylon snor. Kendama styrker koordination samt træner reflekser, balance og koncentration, og er et hit blandt såvel børn som voksne verden over. Virksomheden Kendama.dk fremstiller kendamaer som et fusionsprodukt – en blanding af japansk tradition, dansk design og ungdommeligt sind.

Philip og Thorkild har vundet flere internationale mesterskaber ved at mestre svære kendama-tricks, og senest i efteråret 2014 vandt Thorkild titlen som verdens første officielle verdensmester i Freestyle kendama i Japan.

Leger sig til millionomsætning

Kendama.dk har oplevet en stærk vækst siden starten af brandet KROM. I 2012 omsatte virksomheden for 3,5 millioner kroner og kom ud med et millionoverskud. I 2013 voksede omsætningen yderligere til lige over 5 millioner, og væksten fortsætter.

Kendama for os er kun lige begyndt. Det er selvfølgelig hårdt, og man skal lægge alle kræfter i, men vi vil udvikle, og det gør vi. Vi har oplevet et kæmpe boom i Danmark og nu boomer det i Sydøstasien og især i Japan er der sket en form for renæssance. Det er en gave, at vores forretning har udviklet sig, som den har, men det handler om at holde fingeren på pulsen, udtaler Philip.

Et godt pengeinstitut i ryggen

Selvom Kendama-drengene driver forretningen fra København, og selvom de satser internationalt, har de stadig rødder i Middelfart med en bankkonto i Havnegade. I de spæde år af virksomhedens eksistens oprettede de sig som erhvervskunder i Middelfart Sparekasse efter Philips og Thorkilds gode erfaringer som privatkunder. Det er en beslutning, som de i dag er glade for.

Som iværksætter er det vigtigt at have et pengeinstitut, som forstår de ideer, man kommer med. Vores rådgiver Jesper har støttet os med god rådgivning fra start, da vi besluttede os for at opgradere fra hobbyerhverv til mere professionelt erhverv, og i dag føler vi os sikre og godt dækket ind. Det skaber tryghed, når man har et godt forhold til sin rådgiver. Det er super fedt og giver os blod på tanden til at ville mere, fortæller Philip.

Årets Unge Håb

Grundet iværksætternes store succes, er Philip og Thorkild blandt 6 kandidater nomineret som Årets Unge Håb af IVÆKST, der årligt uddeler priser til forskellige typer af iværksættere og virksomheder. For at vinde prisen, skal de to Middelfart drenge samle så mange stemmer ind som muligt på IVÆKST hjemmeside, hvor en jury vil tage den endelige beslutning i starten af december.

Det er fedt, at vores hårde arbejde betaler sig, og at der bliver lagt mærke til os. Vi er modnet i takt med, at vores virksomhed er modnet. Det betyder også, at vi gerne vil have flere medarbejdere, så vi fortsat kan rejse ud i verden og bruge tid på at spille og vise vores produkter frem. Lige nu er vores produkter i 24 lande rundt i verden og vi bruger 1/3 af året ude i verden, så vores mål er at vokse i medarbejderantal og udvide Kendama-familien, udtaler Philip.

Læs mere om Kendama-drengene og besøg deres butik på WWW.KENDAMA.DK

Fakta om Thorkild og Philip

Thorkild May, 22 år, født i Odense, men er vokset op i Strib.

Tidligere dobbelt Danmarksmester i brydning, freelance grafisk designer.

Roller i firmaet: Medejer, direktør, produktudvikler, medieekspert og professionel spiller.

Titler: Verdensmester i Freestyle Kendama 2014, Amerikansk freestyle mester 2013, JKA Performance division 2014 champion.

Philip Eldridge, 24 år, født og opvokset i Middelfart (Staurby).

Medstifter af Middelfart Ungdomsråd og Ungdomshuset Walker.

Roller i firmaet: Medejer, direktør, produktudvikler, økonomisk- og salgsansvarlig, professionel spiller.

Titler: Dobbelt Freestyle Europamester i Kendama (2013 & 2014), Europamester i Kendama 2013, Las Vegas freestyle champion 2014, # 9. til VM i Freestyle, 1st Champion JKA Performance division 2014.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så holder vi dig opdateret med, hvad der sker i Sparekassen. Samtidig er du med i konkurrencen om et gavekort á 500 kroner.

Tilmeld nyhedsbrev

I vores nyhedsbrev holder vi dig ajour med alt, hvad der sker i Sparekassen.

Det er gratis at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere om nyhedsbrevet her