Print Friendly, PDF & Email
Share Button

Pengeinstitutter landet over tilbyder nu 30-årige fastforrentede lån fra Totalkredit med en rente på blot 2 %. Den ekstraordinære lave rente betyder, at tusindvis af boligejere bør overveje fordelene ved at omlægge til det nye rekordlån, lyder det fra Middelfart Sparekasse.

Renten på et fastforrentet realkreditlån slår endnu en gang rekord. Totalkredit har åbnet for et 30-årigt fastforrentet realkreditlån på bare 2 %, og det har aldrig før været så billigt at binde renten på sit realkreditlån i hele løbetiden på 30 år og dermed opnå den ultimative budgetsikkerhed.

”Der er ikke mange, der havde troet på, at boligejerne nogensinde skulle få mulighed for at finansiere deres boliger med et 30-årigt lån på 2 %. Vi skal altså ikke længere tilbage end 2008, før renten lå på over 6 %, så vi er rigtig glade for at kunne tilbyde boligejerne dette superlån, udtaler Troels Bülow-Olsen, direktør i Totalkredit.

Glæden kan også spores hos Middelfart Sparekasse, der udbyder lånet sammen med Totalkredit.

”Vi er altid begejstrede når vi kan tilbyde vores kunder nogle attraktive produkter, og det må man sige, at det nye realkreditlån er. Vi har mange boligejere, der på nuværende tidspunkt har et lån med en rente på 3,5 % eller derover, og for dem er det yderst attraktivt at omlægge til det nye 2 % lån”, siger Claus Hansen, der er afdelingsdirektør i sparekassens afdeling i Middelfart.

Ingen grund til længere at holde fast i F1
Til april skal 46.000 boligejere have rentetilpasset deres variabelt forrentede Totalkredit-lån. Inden 31. januar skal de beslutte, om de vil fortsætte med deres eksisterende lån eller ændre det.

Hos Middelfart Sparekasse er man ikke i tvivl om, at det også er oplagt for boligejere med rentetilpasningslån at hoppe med på konverteringsvognen. Ved at skifte til et fastforrentet 2 % lån får man både større sikkerhed og en rente, der ligger under det historiske gennemsnit på det etårige rentetilpasningslån.

”Vi mærker allerede en stor interesse i det nye realkreditlån og jeg vil opfordre alle til at tage en snak med deres rådgiver, så man kan finde ud af, om man har det rigtige lån. Særligt for boligejere med F1-lån er der særdeles attraktive alternativer på hylden. Vælger man det nye 2 % lån, er man sikret en meget lav rente i hele lånets løbetid og mulighed for at skære noget af restgælden, når renten stiger igen”, siger Claus Hansen.

2 % lån kan være attraktivt for dig, hvis:

  • Du skal købe ny bolig
  • Du har et lån med variabel rente og fremover ønsker at undgå eventuelle ubehagelige rentestigninger. Den faste rente lige nu på 2 %. Det er lavere end den gennemsnitlige F1-rente, der lyder på 3,16 %, regnet ud fra januarterminerne siden åbningen i 1997.
  • Du har et fastforrentet lån med en rente på 3 % eller mere og en restgæld på over 500.000 kr.

 

Hvad koster det at låne 1. mio. kr.?

Nedenfor kan du se nøgletal for lånet på 1. mio. kr. Regneeksempel fra Totalkredit.

Debitorrente: 2%
Mdl. Bruttoyd.: 4.467 kr.
Mdl. Nettoyd.: 3.789 kr.
Mdl. Afdrag: 2.187 kr.
ÅOP: 3,12 %
Hovedstol: 1.062.000 kr.
Løbetid: 30 år
Rente: Fast

* Optages til kurs 96,80, udbetalt lånebeløb 1.000.814 kr, skat 29,6%, kurtage 1.542 kr., tinglysningsafgift til staten (fast afgift) 1.660 kr.,tinglysningsafgift til staten (1,5% afgift) 16.000 kr., lånesagsgebyr 4.000 kr., sagsekspedition 4.000 kr., renter og bidrag 460.829 kr., omkostninger i alt 488.031, samlet beløb, der skal betales tilbage 1.522.826 kr.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så holder vi dig opdateret med, hvad der sker i Sparekassen. Samtidig er du med i konkurrencen om et gavekort á 500 kroner.

Tilmeld nyhedsbrev

I vores nyhedsbrev holder vi dig ajour med alt, hvad der sker i Sparekassen.

Det er gratis at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere om nyhedsbrevet her