Årsregnskab 2016
Print Friendly
Share Button

2016 blev på alle måder et rigtigt godt år for os i Middelfart Sparekasse. Vi blev kåret til Danmarks Bedste Arbejdsplads, tog førstepladsen i flere kundetilfredshedsundersøgelser samt førstepladser i to imageundersøgelser i sektoren. Nu kan vi runde 2016 af med at præsentere et årsregnskab med et overskud før skat på koncernniveau på 112 mio. kr.

Vi er alle meget glade og stolte over resultatet. Ikke mindst adm. direktør Martin Baltser:

“Det er den perfekte afslutning på et helt igennem godt år for Middelfart Sparekasse. 2016 blev året, hvor vi for alvor høstede frugterne af den udviklingsstrategi, vi har forfulgt siden 2013,” siger han.

Det er første gang i vores 163-årige historie, at overskuddet før skat er over 100 mio. kr. Det er der først og fremmest to grunde til: En fortsat stor tilstrømning af nye kunder – netto en tilgang på 5.328 i 2016, så vi ved årets udgang havde næsten 67.000 kunder – samt et meget lavt niveau for tab og nedskrivninger på kunder.

Lavt niveau for tab og nedskrivninger på kunder

Årets nedskrivninger på 34,3 mio. kr. – svarende til en nedskrivningsprocent på kun 0,5 – luner i en tid, hvor indtægterne fra udlån ikke bare vokser og vokser.

“I sådan et marked er det ekstra vigtigt at have styr på sine udlån, så vi ikke skal tage store tab og nedskrivninger. Det er i den grad lykkedes i 2016,” siger Martin Baltser.

Indlånet vokser mere end udlånet

Selv om vi i 2016 havde en tocifret vækst i udlånet, må vi konstatere, at indlånet vokser endnu mere. Indlånet er vokset med 21 procent fra udgangen af 2015 til udgangen af 2016. Dermed er indlånsoverskuddet nu på 2,6 mia. kr. Med en fortsat negativ indlånsrente i Nationalbanken på 0,65 procent er det en bekostelig affære at placere indlånsoverskuddet der.

“Det er en dyr forretning for sparekassen, men faktisk også for vores kunderne. På grund af det meget lave renteniveau er indlånsrenten nul eller meget tæt på nul. Dermed bliver kundernes penge en anelse mindre værd år for år, da inflationen er højere end indlånsrenten. Derfor anbefaler vi vores kunder at overveje, om noget af deres indestående på en almindelig konto med fordel kan investeres i værdipapirer i stedet,” siger Martin Baltser.

Solide nøgletal

Det er ikke kun årets resultat, der er flot i 2016-regnskabet. Nøgletallene tegner et billede af et pengeinstitut i særdeles god gænge. Egenkapitalen har rundet én mia. kr., og sparekassen er dermed også et meget solidt pengeinstitut. Kapitalprocenten er ved årets udgang 14,7, og solvensbehovet er 8,9.

Gode resultater er en nødvendighed

Trods det flotte resultat forventer vi ikke, at træerne vokser ind i himlen i årene fremover. Vi bliver som andre i sektoren mødt af krav om, at vi skal have mere “sul på kroppen” for at kunne modstå dårlige tider.

“Kun ved at levere solide overskud kan vi bevare friheden til at udvikle Middelfart Sparekasse i den retning, vi ønsker det. Vi er ikke sat i verden med det ene formål at tjene penge, men vi kan kun leve op til vores ambitioner om at have tilfredse kunder, tilfredse medarbejdere og at spille en aktiv rolle i de samfund, vi er til stede i, ved at have en økonomi, der giver os mulighed for det,” siger Martin Baltser.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så holder vi dig opdateret med, hvad der sker i Sparekassen. Samtidig er du med i konkurrencen om et gavekort á 500 kroner.

Tilmeld nyhedsbrev

I vores nyhedsbrev holder vi dig ajour med alt, hvad der sker i Sparekassen.

Det er gratis at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere om nyhedsbrevet her