Menu 
Middelfart Sparekasse i Horsens flytter til nye lokaler.

Fem år efter åbningen er Sparekassens afdeling i Horsens vokset ud af de nuværende rammer. Lige siden åbningen i 2011 har afdelingen på Strandkærvej 20B haft en stor tilgang af nye kunder, og det betyder, at antallet af medarbejdere er vokset fra 4 til 11. Derfor har vi ikke længere plads nok i de nuværende lokaler.

Vi har i nogen tid kigget os om efter nye lokaler i Horsens, og nu har vi fundet dem: Høegh Guldbergs Gade 36. Afdelingsdirektør Jacob Beier Banke og de 10 kolleger glæder sig til at flytte ind i de nye lokaler.

“Vi har bestemt været meget glade for at bo på Strandkærvej, men vi må erkende, at der ikke længere er plads nok. På den nye adresse kommer vi tættere på centrum og til et område, hvor mange færdes. Vi vil fortsat have parkeringspladser lige uden for døren, og det har været et vigtigt parameter i forhold til at finde et nyt sted at bo”, siger Jacob Beier Banke.

500 nye kunder siden nytår

Siden åbningen i 2011 har afdelingen fået 600-700 nye kunder årligt. I år har været ekstraordinært godt med indtil videre over 500 nye kunder til afdelingen.

“Vi oplever, at mange kunder anbefaler os til venner og bekendte på grund af den service, de får hos os. Vores motto er ”Bedst til kunder”, og det arbejder alle i afdelingen hver dag på at leve op til”, siger Jacob Beier Banke.

Næsten tre gange så meget plads

På den nye adresse kommer Sparekassen til at råde over næsten tre gange så meget plads som i dag. Så der er god plads til at bevare både kassen, privatrådgivere og erhvervsrådgivere. Og plads til, at afdelingen kan fortsætte med at vokse.

“I en tid, hvor mange andre lukker afdelinger og kasser, er jeg glad for, at vi kan gå den modsatte vej og rykke til større lokaler”, siger Jacob Beier Banke.

Håndværkerne er gået i gang i de nye lokaler. Vi håber at kunne flytte ind i december eller januar. Indtil da er nye som gamle kunder velkomne på Strandkærvej 20B.

Tilmeld dig Middelfart Sparekasses nyhedsbrev, så holder vi dig ajour med alt,
hvad der sker i Sparekassen.

Tilmeld nyhedsbrev

I vores nyhedsbrev holder vi dig ajour med alt, hvad der sker i Sparekassen.

Det er gratis at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere om nyhedsbrevet her