Kom og sig farvel til Birger og goddag til Steen

8. april 2019

Der er vagtskifte i Middelfart Sparekasse i Hørning, og goddag og farvel-reception fredag den 3. maj.

Efter fem år som afdelingsdirektør i Hørning og 47 år i finanssektoren, siger Birger Thyrring Pedersen farvel til arbejdslivet fredag den 3. maj. Samtidig står hans afløser som afdelingsdirektør i Hørning, Steen Søndergaard, klar til at tage over og fortsætte afdelingens gode udvikling.

Sparekassen vil gerne få taget en god afsked med Birger og samtidig få budt Steen Søndergaard velkommen tilbage til Hørning, hvor han tidligere har været afdelingsdirektør i et andet pengeinstitut. Derfor er alle, der har tid og lyst, velkomne i afdelingen på Nørre Allé 17 i Hørning fredag den 3. maj mellem 13.30 og 16.30.

Afdelingen sørger for tapas og bobler til de voksne gæster, og børn er som altid meget velkomne.

Administrerende direktør i Middelfart Sparekasse Martin Baltser håber, at mange kommer forbi og hilser på Birger og Steen:

Birger og resten af holdet i Hørning har ydet en fremragende indsats, siden vi åbnede i byen i 2014, og udviklingen har vist, at der er behov for et pengeinstitut i Hørning. Vi har været heldige at få fat i Steen Søndergaard, og jeg er sikker på, at han er garant for at fortsætte udviklingen i afdelingen, siger Martin Baltser.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os