Større tekst
- 100% +
Læs op

50.000 kroner til at hjælpe trængte børn og unge i Vejle

31. august 2021

Kommunens udsatte børn og unge var i fokus, da Middelfart Sparekasse uddelte 50.000 kroner til velgørende formål. Pengene blev fordelt mellem Ventilen Vejle og Broen Vejle, som hver modtog 25.000 kroner.

Begejstringen var stor blandt de unge frivillige i Ventilen, da afdelingsdirektør John Hauge Nielsen fra Middelfart Sparekasse i Vejle kom forbi med en check på 25.000 kroner under armen.

– Det har jeg aldrig prøvet før, sagde Anne Gammelgaard med et nervøst grin, da hun i sin egenskab af nyvalgt formand for Ventilen Vejle tager imod en overdimensioneret check af den symbolske slags, som kræver to hænder at håndtere. En økonomisk håndsrækning på 25.000 kroner til organisationens frivillige arbejde med at hjælpe unge ud af ensomhed.

For første gang siden den seneste nedlukning mødes hun fysisk med de øvrige Ventilen-frivillige i lokalerne i Foreningernes Hus. En repræsentant fra landsorganisationens sekretariat skal holde oplæg, og der er nok at tale om efter mange måneder, hvor det har været ualmindeligt svært at bekæmpe ensomhed blandt unge.

Vi plejer at holde Ventilen som en klubaften hver torsdag, hvor de unge uden at forpligtige sig kan komme og være sociale. Men under corona-nedlukningen har vi været nødt til at mødes digitalt i stedet. Det er ikke helt det samme, og det har gjort det svært for nye unge at finde frem til os. Men nu lysner det, og vi har arrangeret fælles gåture udenfor i et par uger, hvor der er dukket flere nye op, fortæller Anne Gammelgaard, der har været formand for Ventilen Vejle siden 1. maj.

Og det er netop det, Ventilen handler om. At være sammen med andre unge.

Kort sagt er Ventilen jo et mødested for ensomme unge i alderen 15 til 25 år. Det er et sted, hvor vi skaber et frirum, hvor de unge kan få afløb for nogle ting, men også deltage i aktiviteter, som styrker deres sociale kompetencer. Vores fokus er meget ung til ung – i den forstand, at de frivillige ikke er her som professionelle voksne, men bare er nogle unge mennesker med socialt overskud, som de unge, der kommer her, kan være sammen med og måske lære noget af”, forklarer Anne Gammelgaard.

Hun ved ikke med sikkerhed, hvad de 25.000 kroner skal bruges på, men har allerede talt med nogle af de andre frivillige om, at pengene gør det muligt at lave nogle lidt mere omfattende aktiviteter med de unge.

Jeg forestiller mig, at vi kan tænke lidt større, end vi plejer. Vi har som sagt været nødt til at mødes online under nedlukningen, så det kunne være godt med en udflugt sammen. Vi har talt om at tage en tur til Fårup Sommerland, og det er vigtigt for os, når vi tager på ture, at brugerbetalingen er så lav, at de unge har råd til at være med. Det skal ikke være økonomien, som gør, at nogle af de unge ikke kan deltage i vores arrangementer. Så et beløb på 25.000 kroner giver os mulighed for at lave en fed tur, hvor de unge stadig kun skal betale et symbolsk beløb”, siger Anne Gammelgaard.

Hjælp til et aktivt fritidsliv

Ud over Ventilen har også Broen Vejle modtaget 25.000 kroner til organisationens frivillige arbejde med at hjælpe udsatte børn til en aktiv fritid. Pengene kommer ifølge Susanne Clausen, formand for Broen Vejle, til at gå til kontingenter og udstyr.

25.000 gør en stor forskel. Vi laver for eksempel startpakker, hvos børnene går til spejder. Så får man uniform og tørklæde og andre ting, som man skal have, når man er spejder. Så ligner børnene deres kammerater og føler sig ikke forkerte, når de er der. De første par gange er det måske gratis at være med, men så skal man jo indmeldes, og så er det rart, hvis man kommer i det rigtige tøj. Sådan en startpakke koster cirka 1.000 kroner – så 25.000 kan jo virkelig rykke noget”, siger hun.

Broen Vejle støtter pt. 566 aktive børn i kommunen.

Det handler om at gøre en mærkbar forskel

Baggrunden for donationerne er, at Ventilen og Broen var blandt mere end 100 indstillinger til donationer fra Middelfart Sparekasses nyvalgte repræsentantskab. Ifølge afdelingsdirektør John Hauge Nielsen tog det dog ikke de lokale repræsentantskabsmedlemmer lang tid at nå frem til, at pengene skulle komme trængte børn og unge til gode.

Nedlukning og isolation under corona har været hårdt for de fleste af os, men for ensomme og sårbare børn og unge må det have været en særdeles svær tid, og begge organisationers arbejde med at hjælpe de unge mennesker med at få bugt med ensomheden er vigtigere end nogensinde. Så det var de helt rigtige valg. Det handler om at gøre en mærkbar forskel, og det gør byens lokalafdelinger af Broen og Ventilen”, siger han.

Fælles Om. Økonomien
Bliv kunde i Middelfart Sparekasse
Bliv kunde Kontakt os