It-kriminalitet fylder meget i virksomheders it-afdelinger i dag.
Print Friendly
Share Button

Høje hegn, måske med strøm, en solid lås og en alarm, der bimler og bamler, når ubudne gæster forsøger at komme ind. Det er det typiske tankesæt bag sikring af en virksomhed, og det er da også meget fornuftigt at sørge for at gøre livet så svært for tyven, at han dropper at besøge din virksomhed.

Men faktum er, at for rigtig mange virksomheder er den største indbrudsrisiko i dag en helt anden og meget mindre håndgribelig. Det er din internetforbindelse, som er it-kriminelles adgangsvej til virksomhedens – og dens kunders – data. Og det kan blive mindst lige så dyrt at få ubudne gæster via fibernettet som gennem en smadret rude.

For at gøre ondt værre, er det langt mere krævende at arbejde med sikkerhed på it-området end fysisk sikring. Der kan måske bygges hegn – firewalls og spamfiltre – men der vil altid være huller i hegnet. Og alarmen går ikke af sig selv, hvis en fupmail ryger forbi sikkerhedssystemet. Så er det kun i den enkelte medarbejders hoved, at alarmklokkerne skal bimle og bamle.

Undgå at dine data bliver gidseltaget

Og det er vigtigt, at medarbejderne er opmærksomme. For et enkelt klik på et link i den forkerte mail, så har it-kriminelle adgang til virksomhedens netværk. Er skaden set, opstår ofte en ”gidselsituation”, hvor virksomheden bliver præsenteret for et beløb, der skal betales, hvis dataene skal frigives igen. Der er altid en vis risiko i at lave aftaler med kriminelle, så her gælder for alvor princippet om, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Og så er det heller ikke af vejen med en back-up af dine data.

Klæd dine medarbejdere på

I bund og grund handler forebyggelsen om at klæde alle medarbejdere på til at kunne gennemskue, hvornår der er fare på færde.  I dag findes der mange udbydere af undervisningsmateriale, og det kan være et godt udgangspunkt for arbejdet med it-sikkerheden. I Sparekassen har vi i samarbejde med KMD ladet alle medarbejdere gennemgå et online-undervisningsforløb, hvor man præsenteres for en række dilemmaer fra hverdagen. Den eneste hjælp, medarbejderne fik, før spørgsmålene skulle besvares var: Er du i tvivl om, hvad der er det rigtige svar, så kan du regne med, at det som regel er den sværeste løsning.

Undervisningen omhandler alt fra links i e-mails til fornuftig brug af usb-sticks. Målsætningen er at gøre alle medarbejdere opmærksomme på it-sikkerhed. Vi må ikke blive handlingslammede, men den kritiske sans skal skærpes. Hvis du ikke har bestilt en pakke, så er det nok ikke en god idé at klikke på linket, der fortæller, at der er en pakke undervejs til dig. Og hvis ikke din direktør plejer at sende mails med besked om at overføre et stort beløb straks, er det en god idé at dobbelttjekke, før overførslen gennemføres.

Nye tider, nye metoder

I den fysiske verden kan virksomhedsejeren i nogen grad læne sig tilbage, når hegnet er bygget og alarmen installeret. Sådan hænger det ikke sammen i den virtuelle verden. Her forsøger de it-kriminelle hele tiden at være et skridt foran, så når du har lukket ét hul, forsøger de at finde en anden vej ind til dine værdifulde data. Derfor er it-sikkerhed et emne, der bør være højt placeret på dagsordenen, og medarbejderne skal hele tiden være opmærksomme, når noget stikker ud i forhold til hverdagen.

Det er et arbejde, der aldrig slutter, og du kan måske tænke, at det ikke bringer nogen værdi til din virksomhed. Men der er faktisk en kæmpe værdi i ikke at blive lagt ned af it-kriminelle.

Test din egen virksomhed

Rådet for Digital Sikkerhed har lavet hjemmesiden https://sikkerhedstjekket.dk/. Her kan du begynde arbejdet med IT-sikkerhed ved at tage temperaturen på din virksomheds IT-sikkerhed.

Din netbank i Sparekassen er forsikret, og vi hjælper i tilfælde af ID-tyveri

Husk, at som erhvervskunde i Middelfart Sparekasse er du forsikret mod indbrud i netbanken. Læs mere om netbankforsikringen her

Desuden er alle kunder forsikret mod ID-tyveri. Læs mere om den forsikring her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så holder vi dig opdateret med, hvad der sker i Sparekassen. Samtidig er du med i konkurrencen om et gavekort á 500 kroner.

Tilmeld nyhedsbrev

I vores nyhedsbrev holder vi dig ajour med alt, hvad der sker i Sparekassen.

Det er gratis at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde dig igen.

Læs mere om nyhedsbrevet her