Menu 
Print
Share Button

Gode råd om NetBank sikkerhed

Falske mails, der vil lokke dine personlige kortoplysninger fra dig, har vi set et stykke tid. Men IT-kriminelle er kreative og forsøger også at snyde dig til at oplyse dit BrugerID, adgangskode og NemID-nøgler til din NetBank. Vores generelle anbefaling er, at være opmærksom, hvis der er noget der virker usædvanligt.

Denne artikel sammenfatter nogle af de faresignaler du skal være opmærksom på og vi har lavet links til gode råd om netsikkerhed og du kan se eksempler på falske mails.

Pas på din NetBank

  1. Hold din pc og dit virusværn opdateret.
  2. Vær på vagt. Du skal maksimalt indtaste én nøgle pr. NetBank-besøg – Det kræver ingen nøgle, hvis du kun skal se oplysninger om dine konti.
  3. Ved mistanke om angreb på din Netbank: Klik her og tjek din pc.
  4. Skift adgangskoden til din NemID på en ‘ren’ pc udenfor husets netværk.
  5. Brug aldrig en virusinficeret pc til NetBank og andet, der kræver NemID.

Du vil ALDRIG få tilsendt en ægte mail om at oplyse dine kort- og NemID-oplysninger.

Nets DanID, der blandt andet står bag NemID, advarer mod denne ”form for IT-kriminalitet, hvor brugere af NemID er blevet fralokket deres personlige oplysninger med det formål at overføre penge til en konto i udlandet.”

Med falske mails, der foregav at komme fra et større pengeinstitut, er det lykkedes de net-kriminelle at snyde nogle bankkunder til at udlevere brugernavn, password og NemID koder gennem en falsk hjemmeside, der lignede pengeinstituttets netbank.

Ingen sikkerhedshuller hos NemID

Angrebet kan give indtryk af, at det er NemID-sikkerhedsløsningen, der har svigtet. Det skal imidlertid understreges, at det ikke er den tekniske sikkerhed i NemID, der er blevet brudt.

Der er i stedet tale om et trick i samme skole som fralokning af kreditkortoplysninger, hvor de kriminelle sender en bølge af mails, der udnytter brugernes tillid til kendte logoer.

Igen vil vi gøre opmærksom på, at der Ifølge Nets DanID ikke er nogen – hverken banker eller offentlige myndigheder – der på noget tidspunkt vil sende en mail ud med et link til log in med NemID, og modtager man en sådan mail, er den falsk, og bør slettes.

Se gode råd om netsikkerhed – klik her

Læs mere om sikker nethandel – klik her

Eksempel på falsk mail

Vi har vedhæftet et eksempel på en falsk mail, hvor afsenderen har forsøgt at skabe troværdighed ved at vedhæfte logoer fra hhv. Nationalbanken, Danske Bank og Jyske Bank m.fl.. Oftest er mailene fyldt med stavefejl grundet automatiske oversættelser, men de kan også være på fejlfrit dansk.

Ved at tjekke URL’en (adressen på hjemmesiden) i din internetbrowsersadresselinie, kan du også ofte blive bekræftet i, at der er tale om en falsk mail. Typisk er URL’en (hjemmesideadressen) vilkårlig eller indeholder et domæne fra Østeuropa. Men selv ved at se på at adressen kan det være svært at gennemskue om der er tale om en falsk mail. I vedhæftede eksempel starter afsenderadressen med et domænenavn der tilhører et britisk firma – Semmle.com og har intet med Visa at gøre (link rettet for at undgå klik): http://semmle.xx/update/nasa/plugins/uploads/two/semmle/danemark/www.verifiedbyvisa.com/

Se eksempel på falsk email her (PDF)

  • © Middelfart Sparekasse • Havnegade 21 • 5500 Middelfart • CVR 24 74 48 17